Dit navn giver dig adgang: Mere end 20.000 danskere kan denne uge få gratis mad, ting og entré

Skrevet af Mathias Madsen

02/05/2023
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Denne uge kan indehavere af navnet Jacob nyde gavn af gratis gaver og goder.

Dagens topnyheder

I første uge af maj - dvs. denne uge - kan indehavere af navnet Jacob ifølge TV Syd nyde godt af blandt andet gratis mad og entré. 

Det skyldes, at 'Jacob A. Riis Museum' i Ribe (og resten af byen) i et forsøg på at brande museet på en ny måde giver et utal af fordele til folk med fornavnet Jacob - det skal dog være stavet med 'c'.

Sådan lyder det fra museet i en pressemeddelelse, hvor man kan læse, at det var evenkoordinator, Mathias Poulsen, der fik ideen til at forkæle Danmarks Jacob'er.

"Ideer som dem her vil jeg rigtig gerne give plads. De skal prøves af, og allerede nu er vi kommet rigtig langt takket være den fine opbakning fra byen," har marketingsleder for Sydvestjyske Museer, Svanborg Kristinsdóttir, udtalt. 

Det er nemlig ikke kun museet, der deler gratis ting ud til folk, der hedder Jacob. 

Udover gratis adgang til 'Jacob A. Riss Museum' kan Jacob'er i den første uge i maj nemlig også komme gratis ind til DRAKOMIRs teaterforestilling 'Jacob A. Riis., en monolog', 'Ribe Kunstmuseum', 'Hex Museum' og 'Museet Ribes Vikinger'. 

Derudover kan Jacob'er nyde godt af:

  • En "Husets vaffel" hos 'Huset Ribe'

  • Gratis batteriskift i ur hos Guldsmedjen i Ribe

  • 50 procent rabat hos 'Quedens Gaard'

  • 50 procent rabat til Vikingemarked på 'Ribe VikingeCenter'

  • En flødebolle hos 'Temper Chokolade'

  • En valgfri kop kaffe hos 'Terpager & Co'

  • Et par strømper hos 'Tip To'

'Jacob A. Riis Museum' fortæller historien om journalisten og dokumentaristen af samme navn, som blev født i Ribe i 1849 og senere udvandrede til USA, hvor han af præsident Roosevelt ifølge Sydvestjyske Museer blev kaldt for "New Yorks nyttigste borger." 

I Danmark er der ifølge Danmarks Statistik 20.280 mænd med fornavnet Jacob. 16.514 mænd i Danmark hedder Jakob, men de kan altså ikke benytte sig af tilbuddene.