Ifølge DMI får vi “en vejrmæssigt interessant afslutning på ugen.”
Lige nu læser andre
De seneste par dage har budt på lidt af hvert, når man taler om vejret.
Vi har således både haft forårsagtige dage med blå himmel, solskin og lune temperaturer og én af de voldsomtste storme, som har ramt landet de seneste par år.
Og sådan fortsætter det.
Heldigvis ikke med voldsom storm, men med “lidt af hvert.”
Sådan lyder det i hvert fald fra DMI, som forudsiger, at slutningen af ugen kommer til at byde på både sol, skyer, regn, blæst og måske endda slud eller sne.
“I dag er der en del sol, men efterhånden bliver det mere skyet fra sydvest. Onsdag bliver det mere vådt, særligt i den vestlige del af landet, idet nye fronter presser på vestfra. Torsdag ventes det at klare op vestfra, men med lidt koldere vejr,” kan man således læse på DMI’s hjemmeside.
Her spår man dog, at det er fredag, der bliver denne uges ‘joker’.
“Fredagens vejr er det store spændingsmoment i øjeblikket,” lyder det således, og det skyldes, at “et mindre, men ret intenst lavtryk ventes at bevæge sig fra Sydnorge via Skagerrak til Sjælland eller Skåne.”
Dette lavtryk forventes at resultere i kold luft, vind og nedbør, og selvom det meste nedbør formentlig bliver i form af regn, så er der også risiko for “slud eller tøsne.”
“Der er med andre ord mulighed for lidt af hvert sidst på ugen,” lyder forudsigelsen fra DMI.