Ifølge DMI skulle der være mere varme på vej i denne uge, og det kan betyde tocifrede varmegrader i Danmark.
Lige nu læser andre
Kort efter jul ændrede vejret sig dramatisk, da vi gik fra minusgrader og masser af sne til tocifrede varmegrader.
Det ventes der ifølge DMI at komme igen i løbet af 2022s anden uge.
“Er du træt af snedrys og kulde, så er der godt nyt på vej. Vi får nemlig stigende temperaturer i løbet af ugen. Det kulminerer fredag, hvor temperaturen nogle steder kommer op på 10 grader. Inden da skal vi have nogle dage med en del skyer og blæsende fra vest. Fredag skal vinden en tur op over de norske fjelde og dermed får vi en dag med sol og tørt vejr, men fortsat blæsende.” lyder det fra DMIs meteorolog Klaus Larsen tidligt mandag morgen.
Når vi tager et kig på DMIs 7-døgnsprognose, så peger pilen samme vej. Der vil være en kølig start på ugen, men i takt med at ugen skrider frem, vil varm luft nærme sig Danmark.
Det betyder at særligt torsdag og fredag vil byde på varme, hvor det ikke er usandsynligt, at der vil blive omkring 10 graders varme.
I dag mandag ventes tørt og skyet vejr, mens temperaturen vil ligge omkring 2 graders varme.
Tirsdag vil der være sol først på dagen, mens temperaturen vil ligge på mellem 1 og 7 grader.
Onsdag ventes mellem 4 og 7 graders varme, inden det for alvor begynder at blive lunt torsdag og fredag med henholdsvis 9 og 10 graders varme.
Lørdag dykker temperaturen en anelse igen, og fra på søndag venter DMI, at temperaturen vil falde yderligere.