Familien sender desperat besked til forsvundne Emilie

Skrevet af admin

17/07/2016

Dagens topnyheder

Politibetjente vil i dag gå fra dør til dør i håb om at opdage spor, der kan hjælpe dem med at finde Emilie Meng.

Den 17-årige pige forsvandt for en uge siden efter en bytur.

Hun er sidst set ved 04-tiden på Korsør Station, hvor hun sagde farvel til et par veninder.

Siden da har helikoptere og droner ledt efter den sjællandske teenager fra luften, mens dykkere og radarudstyr i flere omgange har afsøgt Korsør Havn.

Chancen for at finde den forsvundne pige i live bliver ifølge politiet mindre dag for dag.

Læs også: Politiet går fra dør til dør i håb om at finde Emilie

Nu har hendes fætter, Robin Witzner, lagt en hjerteskærende besked ud på Facebooksiden 'Eftersøgningen af Emilie Meng', hvor han retter ordet direkte til den 17-årige pige.

På vegne af familien skriver han om livet som teenager, der som bekendt ikke altid er lige let. Familiemedlemmet skriver, at han for første gang nogensinde har bedt til Gud i den svære situation.

Læs den hjerteskærende besked her:

'Kære Emilie

Livet som teenager er ikke altid nemt. Der vil være lektier der skal laves, aftaler der skal overholdes, venskaber der skal plejes, og samtidig skal der være plads til indimellem at have diskussion med mor, far eller søskende.

Jeg husker selv første gang, jeg var utilfreds og løb væk hjemmefra. Jeg har nok ikke været så gammel, for jeg havde pakket absolut ingenting i rygsækken, jeg havde med. Jeg forsøgte bare at være stædig i håb om, jeg ville blive stoppet på vej ud ad døren. Jeg nåede akkurat lige at ligge ude i forhaven på en bænk i en halv time, før jeg pænt måtte gå op, banke på og komme med en undskyldning.

Kære Emilie

Dengang jeg blev konfirmeret, pjækkede jeg altid fra timerne i kirken. På én eller anden måde fik jeg altid charmet mig til et "tilstedeværende kryds", selvom jeg var der 2 ud af 10 gange.

Jeg har aldrig nogensinde været troende, men Emilie, for første gang nogensinde har jeg bedt til Gud. Jeg ved ikke, hvor du befinder dig. Jeg ved ikke, om du er løbet væk for at få et pusterum fra dagligdagen. Men jeg håber inderligt, at du sidder ét eller andet sted, overvejende om snart at komme hjem.

Kære Emilie

Jeg savner dig rigtig meget. Vi savner dig rigtig meget. Du bliver 18 år her d. 31 juli (det er altid nemt at huske datoen, fordi din moster har fødselsdag samme dag). Du bliver nødt til at komme hjem og fejre det med os andre. Jeg kommer nok ikke til at vinde Masterchef på det, men jeg lover, at så bager jeg en kage!

Kære Emilie

Lige meget hvad der er sket, så er der intet, der er så slemt, at vi ikke kan klare det sammen.

Venner vil komme og gå. Kærester vil blive udskiftet. Men familie vil altid være familie.

Så Emilie, hvis du sidder derude og læser med.. Vær nu sød at komme hjem igen.

Hvis vi bare står sammen, kan vi klare hele verden..

Fra hele din familie

Meng/Witzner/Holck Andersen'