Farvel til bøffer og salatbar: Jensens Bøfhus tvunget til at lukke hver tredje restaurant

Skrevet af Nils Würtzenfeld

27/11/2017
Efter et underskud på 31,5 millioner kroner i 2016 må Jensens Bøfhus lukke over en tredjedel af deres restauranter i Danmark.

Mest læste i dag

I snart en menneskealder har man kunne få servert bøffer, favoritsovs og all you can eat-softice på Jensens Bøfhus landet over.

Men selvom restaurantkæden fortsat lokker med ‘store bøffer - små priser’ - så bliver gæsterne væk fra bøfkædens restauranter.

Det viser en voldsom nedgang i gæster over de senere år.

Derfor har den traditionelle restaurantkæde taget konsekvensen af modgangen og melder nu ud, at man lukker 10 restauranter flere steder i landet i et forsøg på at redde restaurantkæden. Det skriver Ritzau.

I alt har Jensens Bøfhus 28 filialer i Danmark samt flere i Norge og Sverige.

Det er både i Aarhus, Odense, Roskilde og Fredericia, at kæden er tvunget til at dreje nøglen om, mens også bøfhuset ved Trianglen på Østerbro i København må lukke, efter at man længe har kørt med underskud.

Det antydes også, at endnu flere Jensen-restauranter kan se frem til at få kniven, efter Jensens Bøfhus har tabt 117 millioner kroner på tre år.

Ifølge virksomhedens sidste årsregnskab havde Jensens Bøfhus et underskud på 31,5 millioner kroner i 2016, mens omsætningen faldt med seks procent.

Selskabets ledelse kalder selv resultatet ‘særdeles utilfredstillende’, og sidste år måtte man lukke to restauranter på baggrund af flere dårlige regnskabsår, hvor pengene er fosset ud af kassen.  

Et britisk konsulentfirma har nu lagt en ny plan for virksomheden, der blandt andet byder på et nyt menukort og revitalisering af Jensens Bøfhus brand, og før planen er søsat, vil Jensens Bøfhus ikke kommentere restaurantlukningerne yderligere.  

Læs også: Forbipasserende undrede sig over 28-årig mand og ung kvinde: Da de så, hvad der lå på jorden, slog de straks alarm