Fie Laursens far takker Instagram: Følgers mor gav hende førstehjælp

Skrevet af Henrik R

12/07/2019
Foto: Loftlund Olivia / Ritzau Scanpix
Foto: Loftlund Olivia / Ritzau Scanpix
I starten af ugen kom det frem, at den kendte blogger og Youtuber, Fie Laursen, havde forsøgt at tage sit eget liv. Hendes far Eddie Laursen fortæller nu om, hvordan en følgers mor var med til at give hans datter førstehjælp.

Mest læste i dag

Det har uden tvivl været en ganske forfærdelige uge for familien Laursen, der har skulle håndtere både medier og et selvmordsforsøg. I lørdags valgte den kendte Youtuber og realitystjerne, Fie Laursen, at uploade et selvmordsbrev på Instagram, hvorefter hun forsøgte at tage sit eget liv.

Heldigvis lykkedes det ikke. Det berettede hendes storebror Boris Laursen om på de sociale medier om søndagen, hvor han skrev, at de havde fundet Fie, og at hun nu var blevet indlagt på den lukkede afdeling på psykiatrisk hospital.

Den tragiske hændelse har medført en massiv debat, især om hvorledes, at det sociale medie Instagram var for langsomme til at fjerne opslaget, som ifølge eksperter kan være en opfordring til andre unge med problemer.

Debatten om rigtigt og forkert har kørt lige siden, men nu er der kommet et nyt indspark til debatten fra Fie Laursens far, Eddie Laursen, der fortæller, at opslaget på Instagram faktisk var til stor hjælp.

I et interview med Se og Hør fortæller Fie Laursens far, at familie pludselig fik uventet hjælp fra flere af Fie Laursens mange følgere.

“Faktisk var der er en dreng, som ringede til sin far, fordi han kunne genkende stedet, hvor Fie lå bevidstløs. Drengens forældre kom til stedet kort efter mig og Boris. Her kunne drengens mor hjælpe med at give førstehjælp indtil ambulancen kom,” fortæller Eddie Laursen i dette interview med Se og Hør.

Sådan har hun det nu

Efter familien fik bragt Fie på hospitalet, var hun heldigvis hurtigt uden for livsfare, og i opslaget fra hendes bror i søndags, kunne han berette om, at Fie lå og smilede af de mange søde beskeder, som folk skrev til hende.

I interviewet med Se og Hør fortæller hendes far Eddie, at Fie er i sikre hænder, men at hun stadigvæk ikke har det særlig godt. Han beskriver, at de arbejder på at få de mørke dæmoner ud af hende.

I samråd med psykologerne har Fie Laursen også fået lov til at få sin computer og iPad igen, men hendes far ved ikke, hvor meget hun følger med i medierne eller de sociale medier.

Mens hendes far sætter pris på, at Instagram faktisk var med til at hjælpe dem med at finde Fie, så er man hos Livslinien på ingen måde begejstrede for, at Instagram lod opslaget ligge så længe til offentligt skue.

“Jeg vil gå så langt som til at sige, at det er komplet mangel på ansvar fra Instagrams side. Det må bygge på uvidenhed. Både forskningen og WHO's presseetiske regler siger, at den slags meddelelser ikke skal deles i det offentlige rum. For vi ved, at især letpåvirkelige unge kan lade sig inspirere til at foretage sig den samme handling”, sagde kommunikationsansvarlig i Livslinien Simon Witting ifølge DR i mandags.

Her på redaktionen ønsker vi Fie Laursen god bedring, og håber at både hende og familien kommer sig helskindet ovenpå weekendens tragedie.

Hvis du går med selvmordstanker, så kan du altid kontakte Livslinien på telefon 70201201. Her har du mulighed for at få hjælp, og du kan være anonym, hvis du ønsker det. Der er ingen grænser for, hvor mange gange du kan ringe, så hellere ring en gang for meget end en gang for lidt.