Flere sengelus i Danmark end nogensinde før - er blevet resistente over for gift

Skrevet af Morten Larsen

05/10/2016
Skadedyrsbekæmpernes gift virker ikke længere på de blodsugende tæger, der for alvor har gjort deres kriblende indtog i de danske soveværelser.

Mest læste i dag

De kravler ind under dynen til deres sovende bytte, når mørket er faldet på og alt ånder fred og idyl.

Om dagen lever de en anonym tilværelse under madrassen og i kroge og hjørner af soveværelet, men om natten kommer de frem for at suge blodet fra deres ofre.

Væggelus har for alvor fået smag for danskernes blod, og der er kommet flere og flere af de rødbrune tæger til landet. Det skriver TV2

- Vi har aldrig nogensinde før set så mange, siger Jens Peter Nielsen, bestyrelsesmedlem af Brancheforeningen for Skadesyrsfirmaer.

Der er flere grunde til, at de lyssky skadedyr i stigende grad slår kribler rundt på vores breddegrader.

For det første rejser danskere mere end tidligere, hvilket gør os udsatte for at tage de blodsugende dyr med hjem.

- For det andet er væggelusene blevet resistente over for den gift, vi har brugt mod dem op gennem 90'erne. Så de er simpelthen sværere at komme til livs, forklarer Karl-Martin Vagn Jensen, der er seniorforsker ved Aarhus Universitet.

Røde udslet og kløen i huden er typiske tegn på, at man har fået besøg af de små krapyl, men ikke alle mennesker reagerer på biddene, og derfor er det ikke altid let at vide, om man har sengelus eller ej.

Til TV2 forklarer Jens Peter Nielen, at der findes én nem måde at tjekke det på.

- Kig under din madras. Væggelus spiser blod, og deres afføring kommer ud i små sorte pletter. Så hvis du kan se, at madrassen har prikker på størrelse med et punktum, så er det et klart tegn på, at de er der, lyder tippet fra branchemanden.