Forvaltning indfører stor ændring i København: Skal gøre det mindre attraktivt at tage bilen

Skrevet af Mathias Madsen

24/05/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
I et forsøg på at reducere CO2-udslippet i København bliver fartgrænserne ændret.

Dagens topnyheder

Billister i København Kommune skal i fremtiden sætte mere tid af til at komme rundt. 

Det skyldes ifølge TV2 et nyt forslag fra Teknik- og Miljøforvaltningen, som skal gøre det mindre attraktivt at tage bilen ved at nedsætte hastighedsgrænsen flere steder i kommunen.

I store dele af hovedstaden bliver hastighedsgrænsen inden for en årrække nedsat til 40 km/t, ligesom den enkelte steder bliver sat helt ned til 30 km/t. 

Ændringen skal gøre det mindre attraktivt at køre bil og dermed reducere CO2-udslippet i byen. 

"Ved at sænke hastigheden 10 km/t i København forventes det mindre attraktivt at tage bilen på grund af længere rejsetid," står der således i indstillingen af projektet.

"Det er helt afgørende, at vi får sænket hastigheden på vejene i København. Det bidrager til at mindske udledningen af CO2 og til at mindske luftforureningen, hvis flere vælger alternativer til bilen. Og lavere hastigheder gør det i sig selv mere sikkert at færdes i trafikken," har teknik- og miljøborgmester, Line Barfod, desuden udtalt.

Projektet sker på baggrund af et bredt flertal af partierne i kommunen, og vil berøre hele Københavns Kommune fra Brønshøj til Amager. 

Projektet skal dog først vedtages, hvilket der vil blive taget stilling af Teknik- og Miljøstyrelsen d. 30. maj. 

Hvis det bliver vedtaget, vil projektet koste cirka 90 millioner kroner at gennemføre, og det vil føre til at hastighedsgrænsen på for eksempel Amagerbrogade, Jagtvej og Tagensvej bliver sat ned til 40 km/t, ligesom den på for eksempel Øster Allé, Prinsessegade og Artillerivej kommer til at være sølle 30 km/t. 

En lang række andre vejer bliver desuden berørt.

Regionale veje såsom HC Andersens Boulevard bliver dog ikke berørt af hastighedsnedsættelserne. 

På de veje, som bliver berørt, vil de 90 millioner kroner blandt andet blive brugt på nye skilte, chikaner og fartbump. 

Projektet vurderes til i samarbejde med andre lignende projekte at spare 14.500 tons CO2 om året. 

Hvis det bliver vedtaget vil ændringerne starte i Valby i slutningen af 2022 og bevæge sig ind mod centrum, og projektet forventes helt indfaset i 2025.