Forside Indland Fra 1. oktober bliver strømmen dyrere: Disse timer bør du...

Fra 1. oktober bliver strømmen dyrere: Disse timer bør du være særligt opmærksom på

Vaskemaskine, clothes, washing machine
Shutterstock

Bruger du meget strøm på det forkerte tidspunkt, kan det fremover blive en dyrere fornøjelse.

Det er ikke kun i løbet af døgnet, at vores elforbrug svinger op og ned.

I vinterhalvåret sender vi helt naturligt flere elektroner gennem elnettet, når vi tilbringer mere tid inden for, tænder mere lys og skruer op for varmen i vores bolig.

Det øgede strømforbrug om vinteren giver et større pres på kablerne, der transporterer strømmen, end det lavere forbrug gør om sommeren.

Derfor er vintertariffen, som hvert år træder i kraft 1. oktober, lidt højere end sommertariffen.

Sådan skriver Green Power Denmark i en pressemeddelelse.

– Tariffernes formål er at få kunderne til at overveje at lægge en dæmper på elforbruget i de travleste timer, hvor der er fuld knald på strømforbruget i elnettet. Tariffen er højest i de travleste timer, mens den er lavere i de stille perioder. Det er en gulerod til kunderne til at flytte det forbrug, som kan flyttes, siger Stine Leth Rasmussen, viceadministrerende direktør i Green Power Denmark.

– Når vi fordeler vores forbrug mere jævnt over døgnets timer, udnytter vi elnettet bedre, og så skal netselskaberne bruge færre penge på at udbygge og vedligeholde kablerne. Det kommer forbrugerne til gode, fordi det er med til at holde udgifterne til elnettet nede, siger Stine Leth Rasmussen, viceadministrerende direktør i Green Power Denmark.

Tarifferne er den pris, alle forbrugere betaler for at få transporteret strøm gennem elnettet og ud til stikkontakterne derhjemme.

Der er tidspunkter på døgnet, hvor belastningen af elnettet spidser til.

Når alle vil bruge strøm samtidig, kan det betale sig at planlægge og flytte noget af strømforbruget væk fra de travle timer, hvor mange står i køkkenet og laver aftensmad eller har slået benene op foran tv’et i sofaen.

– Ved for eksempel at sætte elbilen til at lade om natten, hvor tariffen er lav, får du mest strøm for pengene. Du kan indstille elbilen til automatisk at lade, når strømmen er billigst eller bruge en app til at følge elpriserne og på den måde sikre, at du bruger strømmen, når det bedst kan betale sig, siger Stine Leth Rasmussen.

Skiftet mellem sommer- og vintertariffer er en del af årshjulet i elnetselskabernes fælles tarifmodel, som er godkendt af myndighederne.

De afspejler den omkostning, der er ved at bruge elektricitet på forskellige tidspunkter og årstider og dækker betaling for drift, udbygning og vedligehold af elnettet.

Samlet set stiger netselskabernes indtægter ikke af, at tarifferne varierer, da der er loft over elnetselskabernes indtjening.

Tværtimod bidrager variable tariffer til at mindske omkostningerne til at bygge og vedligeholde elnettet, hvilket i sidste ende kommer kunderne til gavn i form af lavere tariffer.

Vintertarifferne løber fra starten af oktober og til udgangen af marts. Derefter overgår vi igen til sommertariffer.

Ads by MGDK