Giv agt: Din konto kan blive tømt, selvom dit kort ligger i lommen

Skrevet af Henrik R

11/02/2019
Hvis man har benyttet sig af sit kort online, så skal man ikke føle sig alt for sikker. Der har været et stigende antal af sager om kortsvindel hos folk, der kun har brugt deres kort hos legale sider.

Dagens topnyheder

Selvom man skulle være jordens mest påpasselige menneske, der aldrig har handlet online hos lyssky virksomheder, klikket på et mistænkeligt link, eller fået afluret deres pinkode til dankortet, så skal man aldrig føle sig for sikker. Det er nemlig blevet muligt for tyveknægte at stjæle kortets informationer, og dermed rippe ens bankkonto, selvom ens kort ligger forsvarligt i lommen.

Politiken.dk skriver nemlig, at banker i disse dage oplever en stigende grad af svindel med kunders dankort, selvom de ikke har handlet på mistænkelige sider eller klikket på såkaldte snydelinks. Det skyldes i stedet, at de kriminelle er blevet så gode, at de i mange tilfælde kan hacke sig ind på en brugers konto, hvis blot man har købt noget på en legal hjemmeside.

”Du kan sidde med dit kort i lommen, men fordi du en gang har brugt det til en handel på internettet, og dine data er kommet i hænderne på de forkerte mennesker, så går det galt. Dermed er vi er alle potentielle ofre for netsvindel, uanset hvor meget vi passer på,” lyder det fra Sune Gabelgaard, der er senioranalytiker og ekspert i svindelbekæmpelse hos Danske Bank til Politiken.dk.

Danske Bank fik 18.000 sager sidste år

Det er ikke blot enkelte danskere, der på årlig basis udsættes for internetkriminalitet, hvor de får hacket deres bankkonto. Alene hos Danske Bank havde de sidste år næsten 18.000 sager med kunder, der havde tabt penge på netsvindel.

De fleste af disse sager er kommet, selvom brugeren af kortet ikke selv har lavet noget forkert. Vedkommende har altså ikke handlet hos en fuskerside, klikket på et mistænkeligt link eller fået afluret sin pinkode. Det kan være et køb i en helt almindelig og ellers normal webshop, der er endt ud i svindel.

Forklaringen vil ofte lyde på, at webbutikkens system har været udsat for en lækage, så hackerne har kunne udnytte de informationer, som butikken har opmagasineret.

”De fleste sager handler om, at kunden har fået afluret sine kontooplysninger på nettet, hvis der for eksempel har været en læk på en webshop,” lyder det fra Michael Iversen, der er privatbankdirektør hos Alm. Brand til Politiken.dk.

Det er stort set umuligt at gardere sig mod denne type af IT-kriminalitet, men som dansker kan man glæde sig over, at stort set alle penge, man får stjålet i forbindelse med netsvindel, vil blive dækket af banken, de har udstedet sit kort. Ifølge Politiken kræver det dog, at man anmelder sagen til sin bank senest 13 måneder efter, at svindelen har fundet sted på ens konto.