Det mener fødevareminister Jacob Jensen (V), der nu præsenterer en række nye initiativer, der skal løfte dyrevelfærden og styrke retsopgøret med dem, der svigter dyr.
Det skriver Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i en pressemeddelelse.
Blandt tiltagene er en fordobling af straffen for grove overtrædelser af dyrevelfærdsloven, højere bøder og lettere adgang til at frakende retten til at holde dyr. Ministeren vil også se nærmere på, om straffen for tyveri af kæledyr bør skærpes, og om der skal indføres en klippekortsordning, så gentagne overtrædelser automatisk medfører konsekvenser.
På baggrund af anbefalinger fra en arbejdsgruppe, der blev nedsat som en del af Danmarks første dyrevelfærdsaftale i 2024, samt de efterfølgende politiske drøftelser præsenterer ministeren nu en række tiltag, der skærper straffen for vanrøgt og mishandling af dyr.
Ministeren lægger bl.a. op til at fordoble straffen ved grove overtrædelser af dyrevelfærdsloven, hæve bøderne og udvide mulighederne for at frakende retten til dyr.
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) siger:
”Jeg har fra første dag som minister haft et klart mål om at løfte dyrevelfærden i Danmark, og vi har allerede taget store skridt med Danmarks første dyrevelfærdsaftale. Nu tager vi de næste og sætter hårdt ind over for dem, der overtræder reglerne. For der skal ikke herske 2 nogen som helst tvivl: Hvis man vanrøgter eller mishandler dyr, skal det have strenge konsekvenser. Jeg foreslår derfor at fordoble straffen for grove overtrædelser af dyrevelfærdsloven, hæve bøderne og gøre det lettere at frakende retten til at holde dyr. Dyr skal behandles ordentligt. Så enkelt er det.”
Samtidig vil ministeren afdække mulighederne for at indføre en klippekortsordning, hvor gentagne lovbrud automatisk fører til rettighedsfrakendelse, samt undersøge, om status for kæledyr i straffeloven bør tilpasses, så straffen for at stjæle et kæledyr bliver hårdere, end den er i dag.
”Vi mennesker har det med at knytte et helt særligt bånd til kæledyr, og for mange vil et tyveri af et kæledyr være som at få stjålet deres kæreste eje. Jeg mener derfor, det er yderst relevant at få undersøgt, om straffen for så alvorlig en forbrydelse ligger på det rigtige niveau, eller om vi også her kan skærpe straffen yderligere,” uddyber fødevareminister Jacob Jensen (V).
Ministeren vil på et kommende møde med aftalekredsen bag dyrevelfærdsaftalen gennemgå regeringens nye tiltag om strafskærpelser med henblik på politisk opfølgning og videre implementering.