PensionDanmark og Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) er gået sammen om at skabe en platform, der kan bringe den grønne omstilling af energiforsyningen ind i en ny fase.
Med etableringen af virksomheden Plexar Energy vil partnerne udvikle og drive såkaldte mikronet baseret på vedvarende energi, som finansieres og ejes af CI Microgrid Electrification Fund (CI MEF). Fonden, en såkaldt pilotfond, oprettes med et samlet investeringstilsagn på 112,5 mio. euro, hvoraf PensionDanmark kommer med 100 mio. euro, og de resterende kommer fra CIP.
Mikronet, også kaldet microgrids, er selvstændige, lokale elnet, der kan levere store mængder grøn energi til store aftagere som transportvirksomheder og industriproduktioner uden at påvirke elforsyningen i det omkringliggende samfund negativt.
"Der er brug for nye platforme til at kunne føre den grønne omstilling af energisystemet ind i en nye fase, hvor den for alvor kan ske på områder som tung transport og industri. Mikronet kan blive et centralt element i fremtidens energiforsyning, og derfor ser vi en attraktiv investeringsmulighed i det koncept, vi har udviklet sammen med CIP, og som samtidig vil øge bæredygtigheden i energiforsyningen,” siger Rune Gade Holm, chef for Private Markets i PensionDanmark, i en pressemeddelelse.
Strøm fra vedvarende energi
Mikronettene vil blive forsynet af energikilder opført på stedet som sol eller vind kombineret med batterikapacitet for at sikre stabil forsyning. Plexar Energy vil tilbyde en standardiseret løsning for mikronet, som er i stand til at interagere med det lokale elnet.
Det giver kunderne en robust elforsyning, samtidig med at kapacitetsudfordringer i elnettet kan afhjælpes, forklarer partner hos CIP og administrerende direktør for Plexar Energy, Karsten Plauborg:
"Elektrificering er blevet en vej til forbedret konkurrenceevne for mange virksomheder, og mikronet giver hurtig og omkostningseffektiv adgang til store mængder elektricitet, som efterspørges i mange sektorer. Det behov skal Plexar Energy tilbyde kommercielle og direkte løsninger på, og vi er meget glade for at påbegynde dette nye samarbejde med vores mangeårige samarbejdspartner, PensionDanmark.”
Fakta om mikronet
Mikronet er selvstændige, lokale elnet, der etableres hos virksomheder eller andre store kunder, som har brug for store mængder grøn strøm.
Nettene får deres energi fra vedvarende energikilder som sol eller vind, der etableres på stedet sammen med en batterikapacitet, som understøtter stabiliteten i strømforsyningen.
Virksomhederne får dermed mulighed for at producere deres egen strøm, og får dermed adgang til øget kapacitet samtidig med, at de isoleres fra store prisudsving på elmarkedet.
Overskudsproduktion fra nettene vil kunne kanaliseres videre til det eksisterende energinet til gavn for det øvrige samfund.
Mikronet forventes især at blive relevant for sektorer som elektrificeret transport og logistik på land, havneoperationer og shipping, datacentre, og minedrift.
Fakta om Plexar Energy og CI MEF
Plexar Energy er etableret for at professionalisere og kommercialisere udvikling og drift af mikronetløsninger.
Selskabet ejes af CIP og PensionDanmark.
Samarbejdet med pilotfonden CI MEF vil gøre det muligt for kunder at få mikronet installeret og sikre yderligere, grøn strømkapacitet, uden at skulle foretage en stor anlægsinvestering.
CI MEF har fået et samlet tilsagn på 112,5 mio. euro.