Hold dig væk: Afføring i vandet lukker populære badestrande

Skrevet af Henrik R

31/07/2019
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Det røde flag er blevet hejst ved flere strande, da vand med afføring er løbet ud i havet. Det kan være skadeligt at bade i, og derfor må badegæster i Aarhus væbne sig med tåmodighed, til de atter kan begive sig ud i afføringsfrit vand.

Dagens topnyheder

Det er ikke mange måneder siden, at den populære Bellevue Strand i Aarhus blev lukket, da en mand tømte sin toilettank i et afløb, der gik direkte ud i havet. Nu er den så gal igen, da der atter flyder lort rundt i badevandet i Aarhus, og derfor opfordres folk til at holde sig væk fra vandet.

TV2 Østjylland skriver, at der grundet tirsdagens skybrud har været så meget tryk på spildevands-systemerne i Aarhus, at de er begyndt at løbe over. Det har resulteret i, at flere badesteder langs den aarhusianske kyst har hejst det røde flag, hvilket altså betyder, at man skal holde sig væk fra vandet.

Vandkvaliteten er dårlig, og hvis man alligevel vælger at hoppe ud i bølgen ‘brun’, så er der sundhedsmæssige risici.

“Der er sygdomsfremkaldende bakterier i. Og selvom man ikke drikker vandet, så kan man få bakterier ind i blodet, hvis man bare har et lille sår,” fortæller Lone Mossin, der er projektchef hos Østjyllands Brandvæsen ifølge TV2 Østjylland.

Du kan også blive ramt i dit eget hjem

Selvom det er hos badestrandene, at man har hejst det røde flag, så er det ikke kun her, at man skal være særligt opmærksom på vandet med afføring i.

Lone Mossin fortæller, at der også er en risiko for at komme i kontakt med vandet, hvis man enten ned i sin kælder eller hvis man bevæger sig udenfor i sin have.

“Hvis man skal ned og rydde op i sin kælder, sandkasse eller køkkenhave, så skal man beskytte sig mod spildevandsoverløb,” fortæller hun til det Østjyllandske medie, inden hun også kommer med en opfordring om, at man ikke bør spise grøntsagerne i sin køkkenhave, hvis de har været i kontakt med spildevandet.

Der er sandsynlighed for, at det røde flag vil være hejst et stykke tid endnu, for der kan fortsat være med nedbør på vej. DMI advarer mod endnu et skybrud, og det kan igen få spildevands-systemerne på overarbejde.