Livet indeholder forandringer i mange former, og selvom det seneste år forandrede manges hverdag, var det også et år, hvor tiden stod stille. Låst fast derhjemme, opdagede vi nye behov og ønsker for vores hjem.
Danskerne renoverede og omrokerede som aldrig før. Det viste sig at være vigtigt med et hjem præget af personlig stil og funktionalitet, der kan tilpasses efter skiftende behov.
Det imødekommer IKEA nu med den nye kollektion ENHET, lyder det i en pressemeddelelse fra virksomheden.
“ENHET er et nyt modulsystem til køkken og badeværelse, der er nemt, hurtigt og fleksibelt at planlægge, indrette og montere,” skriver IKEA.
Kunderne kan vælge fra færdige kombinationer, og det er også muligt at designe sin egen løsning, hvor man selv bestemmer, hvordan det færdige resultat kommer til at se ud.
“IKEA har med ENHET særligt fokus på det simple udtryk og et system, der er nemmere at samle og arrangere end nogen andre af IKEAs produkter. Alt man skal bruge er en skruetrækker og sine hænder,” lover møbelgiganten.
Priser på produkterne i ENHET-serien kan findes her: ENHET-bad og ENHET-køkken.
Bookingsystem møder kritik
Hvis du vil opleve nyheden fra IKEA i virkeligheden, så skal du besøge et af IKEAs varehuse. Lige nu kræver sådan et besøg, at man booker tid online.
Men desværre har bookingsystemet vist sig at skabe flere problemer end løsninger, sådan opleves det hvert fald blandt mange kunder.
På Trustpilot vælter det i øjeblikket ind med negative kommentarer fra kunder, der i særlig grad er frustrerede over det bookingsystem, der skulle gøre det muligt at besøge IKEAs varehuse og hente sine køb.
En af de mange utilfredse kunder er 42-årige Louise Maria Winstedt, der har set sig sur på møbelkædens bookingsystem.
Det kan du læse mere om i denne artikel: