Styrelse advarer om risiko for brand i børneværelset: Tilbagekalder natlampe

Skrevet af Mathias Madsen

14/06/2022
Foto: Sikkerhedsstyrelsen
Foto: Sikkerhedsstyrelsen
Kun 30 procent af de testede vågelamper bestod Sikkerhedsstyrelsens test.

Dagens topnyheder

Normalt giver vågelamper børn tryghed ved at gøre mørket mindre skræmmende, men en lang række vågelamper, som sælges på det danske marked, kan vise sig at virke stik modsat. 

Sikkerhedsstyrelsen har således testet 10 vågelamper på det danske marked, og kun tre af dem bestod testen. 

Hele syv blev altså vurderet til at være farlige eller mærket forkert, én fik et salgsstop, og én blev endda tilbagekaldt på grund af brandfare. 

De fem andre vågelamper havde mindre fejl.

Det kan man læse i en meddelelse fra styrelsen. 

"Produkter, der er til for at give børn tryghed gennem natten, må bestemt ikke have risiko for at bryde i brand.  Ingen produkter må være farlige for dem, der bruger dem. Særligt ikke dem vi har på børneværelset," har Kirstine Gottlieb, som er kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen, udtalt om den skræmmende opdagelse. 

Tilbagekaldt på grund af brandfare

Den vågelampe, som klarede sig værst i testen, var en æbleformet vågelampe, som nu tilbagekaldes på grund af en fejl, som medfører "høj risiko for brand."

Det skyldes blandt andet "problemer med sikkerhedsafstanden mellem de elførende dele og dermed risiko for kortslutning og risiko for brand."

"Desuden er vågelampens afbryderdel mærket til 25 volt, hvilket ikke stemmer overens med de 230 volt spænding, der er i de danske stikkontakter. Tilsammen udgør fejlene en øget risiko for brand på børneværelset," skriver styrelsen om vågelampen.

Derudover blev en vågelampe sat på salgsstop, "da der under visse omstændigheder er risiko for elektrisk stød ved berøring."

"Der blev fundet nogle alvorlige fejl på et par produkter, der nu bliver fjernet fra markedet. For de resterende produkter med mindre fejl, har vi forlangt, at fejlene bliver bragt i orden," har Gottlieb udtalt om testen af de 10 vågelamper. 

De omtalte vågelamper kan findes ved at trykke her, og du kan læse mere om testen ved at trykke her.

Alt i alt fandt Sikkerhedsstyrelsen fire vågelamper, som overtrådte reglerne, tre, som var "OK efter tiltag," og tre, som var "OK."