OBS: Pressemødet er slut. Læs mere i bunden af artiklen.
Flyselskabet SAS har været i fokus hele ugen, da Sveriges regering for få dage siden afslørede, at den svenske stat, som ejer cirka 22 procent af selskabet, smækker kassen i og stopper med at betale for selskabets underskud.
Kort efter blev det meldt ud, at omkring 1.000 SAS-piloter fra hele Norden har givet et strejkevarsel, som lyder på, at de vil gå i strejke om tidligst 14 dage.
Selskabet er derfor både truet af konkurs og en strejke, som risikerer at ramme lige oven i skolernes sommerferie, som er højsæson for flyselskaber.
Det er endnu uvidst om den danske regering, som også ejer omkring 22 procent af selskabet, fortsat har tænkt sig at skyde penge i det skrantende flyselskab, eller om den vil lukke for kassen, men det kommer der måske svar på om kort tid.
Finansministeriet har nemlig meldt ud på Twitter, at der vil blive afholdt pressemøde om SAS i dag klokken 11:15 kort efter et møde i Finansministeriet.
Finansminister Nicolai Wammen (S) vil være til stede på mødet.
Opdateret klokken 11:42: Pressemødet er slut.
Nicolai Wammen fortalte ifølgte TV2, at den danske regering vil hæve Danmarks ejerandel i selskabet til op mod 30 procent.
Samtidig vil Danmark eftergive gæld i selskabet for omkring 3,5 milliarder kroner.