Jelling Musikfestival med stor nyhed: Lancerer helt nyt koncept

Skrevet af Mathias Nielsen

31/01/2023
Foto: Google Maps
Foto: Google Maps
På dette års festival vil gæsterne få en helt unik mulighed for at spise et andet slags måltid, end hvad man normalt forbinder med festivalsmad.

Dagens topnyheder

Når Jelling Musikfestival i maj måned igen inviterer til musik og dans, så vil der i år også være en stor nyhed på madfronten.

I år vil du nemlig kunne nyde en ren og skær gourmetmiddag midt i festlighederne.

Restauranten får plads til 120 siddende gæster, og derudover kommer der også en udendørs terrasse med plads til yderligere 50 gæster.

Det er restauratør Mikael Madsen, der er indehaver af Restaurant Den Hvide Hest i Kolding, som Jelling Musikfestival har lavet en aftale med omkring det nye projekt.

- Jeg glæder mig til at sadle om. Jeg har tidligere - og med stor succes - tilberedt gourmetmad på både Smuk Fest i Skanderborg og NorthSide i Aarhus. Og her blev kombinationen af festivalmusik og gourmetmad godt modtaget, fortæller Mikael Madsen til Vejle Amts Folkeblad.

Ifølge restauratøren vil han bygge en kopi af sin restaurant i det telt, Jelling Musikfestival stiller til rådighed.

- Det sker for at skabe den rette, intime stemning. Det bliver som at træde ind i min restaurant i Kolding, siger Mikael Madsen.

Også hos Jelling Musikfestival er der glæde at spore.

Bettina Küsch er ansvarlig for salg på festivalen. Hun fortæller, at man ser meget frem til at kunne tilbyde gæsterne en helt ny form form måltid.

- Vi har godt 20 forskellige madboder - fra traditionelle madsteder over food-trucks til nu en gourmetrestaurant og en champagnebar. Det har vi, fordi vi gerne vil give vores festivalpublikum et så bredt udvalg som muligt, lyder det.