Der er ikke mange penge tilbage, og derfor vil de sætte afgift markant op.
Lige nu læser andre
To kraftige stormfloder i slutningen af 2023 har ikke kun sat spor i det danske landskab, men også gravet dybt i stormflodsordningens pengekasse.
Ordningen, som skal kompensere borgere og virksomheder for skader ved ekstremt høj vandstand, er under pres – og nu efterlyser forsikringsbranchen en omfattende opstramning.
F&P, brancheorganisationen for forsikrings- og pensionsselskaber, foreslår nu, at den årlige naturskadeafgift hæves markant. I dag betaler alle med en brandforsikring 40 kroner om året – heraf går 30 kroner til stormflodserstatning og 10 til stormfaldsordningen for skovejere. Det beløb bør som minimum hæves til 100 kroner, lyder det.
“Der er ingen tvivl om, at vi alle her og nu må betale mere ind til ordningen – også selv om der er meget stor forskel på risikoen fra en strandvejsvilla til en toværelseslejlighed på 3. sal,” udtaler F&P’s administrerende direktør Kent Damsgaard i en pressemeddelelse som Ekstra Bladet har modtaget.
Læs også
Udover et højere fast bidrag foreslår F&P også en mere fleksibel model, hvor borgere i udsatte områder betaler mere. På samme måde ønsker man at hæve selvrisikoen ved stormflodsskader til op mod 50.000 kroner, for at motivere til forebyggelse og risikobegrænsning.
“Men som branche kan vi se et klart potentiale for at skabe en ordning, som bedre afspejler risikoen – og dermed vil være langt mere robust over for det vilde vejr,” lyder det videre fra Damsgaard.
Tilgangen matcher tidligere anbefalinger fra de økonomiske vismænd, der har foreslået, at forsikringspræmierne bør tilpasses ejendommens værdi og risiko for oversvømmelse.
Brancheorganisationen ønsker også, at bolighandler fremover skal inkludere information om stormflodsrisiko – på linje med energimærkning og elinstallationer. Det skal ske gennem en national kortlægning af risikoarealer.
Stormflod defineres som en statistisk sjælden stigning i vandstanden, der forekommer sjældnere end én gang hvert 20. år. Netop den type hændelser forventes at blive hyppigere i takt med klimaforandringerne – og derfor haster det med at sikre økonomisk bæredygtighed i ordningen, lyder det fra branchen.