Efter 20 års tavshed kan man igen høre kvækken fra de grønbrogede tudser på Orø.
Grønbrogede hanner af den truede tudseart er blevet hørt kvække ved Hegnegårdssøen, og flere voksne tudser er observeret ved Orøstrand.
Fundene markerer et gennembrud i arbejdet med at redde en af Danmarks mest truede paddearter – og kulminationen på mange års målrettet naturgenopretning.
Sådan skriver København Zoo i en pressemeddelelse.
Zoologisk Have, Holbæk Kommune, lodsejere og lokale beboere har alle spillet en aktiv rolle i bestræbelserne på at bringe tudsen tilbage til øen.
"Det er fantastisk at se, at vores arbejde har båret frugt, og at der nu er voksne grønbrogede tudser i naturen på Orø. At de findes i et område, hvor de har været uddøde i 20 år, er ret utroligt. Det er det, vi har drømt om og håbet på – og det er fantastisk at se – og høre – effekten af vores indsats. Og fantastisk at Holbæk Kommune prioriterer at gøre noget for den grønbrogede tudse. Når vi hjælper den, så gør vi også meget andet godt for andre arter. Vand er liv, og mange insekter og fugle har også glæde af selv det mindste vandhul, hvor tudserne er fundet," siger Lene Vestergren Rasmussen, dyrepasser og projektleder i Zoologisk Have.
Fra væk til kvæk
Den grønbrogede tudse har i årtier været i stærk tilbagegang i Danmark. Fra 1940’erne til 1980’erne forsvandt op mod 88 procent af artens levesteder. I dag er tudsen helt væk fra Jylland og findes kun få steder på Sjælland, Lolland, Falster og i Det Sydfynske Øhav. Tudsen er på rødlisten over truede arter og omfattet af EU’s habitatdirektiv.
På Orø har arten været forsvundet i to årtier. Men siden 2008 har Holbæk Kommune arbejdet på at genetablere vandhuller og omgivelser, der passer specifikt til den grønbrogede tudses yngleforhold. Men da tudserne var væk, rakte Holbæk Kommune ud til Zoologisk Have for at samarbejde om levering af tudser til genudsættelsen.
I 2022 blev de første 100 etårige tudser og tusindvis af haletudser fra Zoologisk Haves avlscenter genudsat på øen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Zoologisk Have
Hvert år siden da har ZOO avlet flere tusinde haletudser, som er blevet sendt med trækfærge til Orø.
Siden 2022 har man håbet på – og krydset fingre for – at genudsætningen ville have effekt. Det er nu lykkedes, og tudserne er tilbage på øen. Dog er arbejdet langt fra ovre.
Flere tudser på vej
Allerede den 28. maj bliver årets første kuld haletudser genudsat i vandhullerne på Orø. Målet er, at bestanden på sigt bliver selvreproducerende – og dermed ikke længere afhænger af menneskelig hjælp.
Zoologisk Have har gennem mere end 20 år spillet en central rolle i bevarelsen af danske paddearter som klokkefrø, strandtudse og grønbroget tudse.
ZOO opdrætter de små padder i Haven på Frederiksberg og udsætter hvert år i tusindvis i den danske natur til gavn for biodiversiteten.