En far og en datter røg i det iskolde vand, kort før kommunen havde sat skilte op om, at færdsel på isen var sikker.
Lige nu læser andre
En far og hans datter brød pludselig gennem overfladen på Aabybro Sø i Jammerbugt Kommune mandag og endte i det iskolde vand. Få timer tidligere havde Jammerbugt Kommune meldt isen sikker.
Det skriver TV 2 Nord.
Faldt i ved sivene
Datteren gik et par meter foran sin far, Rasmus, under en tur på søen i Nordjylland. Ifølge TV 2 Nord bemærkede han, at isen tæt ved sivene så blød og grødet ud. Han nåede at råbe, at hun skulle bevæge sig mod land, men kort efter forsvandt hun gennem isen.
Da han selv forsøgte at træde tilbage, gav isen også efter under ham. Begge stod med vand til mellem navlen og brystet.
Rasmus fik hurtigt hjulpet datteren op og kom selv fri.
Læs også
“Det er klart, man får jo noget af et chok,” siger han til TV 2 Nord.
Familien bor tæt på søen og kunne hurtigt komme hjem i varmen. Episoden har dog gjort ham bekymret for andre, der fortsat bevæger sig ud på isen.
Kommune fjernede skilte
Tidligere på dagen havde kommunens medarbejdere målt isen 15 steder. Ifølge Vej og Park-chef Niels Bresemann Jensen blev tykkelsen registreret til mellem 16 og 18 centimeter.
Efter hændelsen fandt kommunen hullet i et sivområde nær kanten, hvor isen typisk kan være tyndere.
Skilte, der meldte isen sikker, er siden blevet fjernet. Kommune overvejer nu, om proceduren for måling og skiltning skal justeres. Samtidig understreges det, at færdsel på is altid indebærer en risiko – også når målinger viser solid tykkelse.