Initiativet skal både beskytte danskerne og samle penge ind til en vigtig sag.
Lige nu læser andre
Kræftens Bekæmpelse lancerer nu sin egen solcreme.
Med en ny serie solbeskyttende produkter vil foreningen gøre det nemmere for danskerne at beskytte sig mod solens skadelige UV-stråler og samtidig styrke forebyggelsen af hud- og modermærkekræft.
Solcremen sælges via Kræftens Bekæmpelses webshop samt i udvalgte detailkæder.
Sådan skriver Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse.
“Solcreme er en af de vigtigste måder at beskytte sig mod solens skadelige UV-stråler. Med vores egen solcreme gør vi det lettere for forbrugerne at vælge en løsning af høj kvalitet, som lever op til kravene om effektiv solbeskyttelse,” siger Heidi Sahlholdt, Erhvervschef i Kræftens Bekæmpelse.
Læs også
Danmark har en kedelig topplacering
Hvert år får omkring 3.000 personer i Danmark konstateret modermærkekræft, mens cirka 22.000 får almindelig hudkræft, og tallene er stigende.
Det gør Danmark til et af de lande i verden med den højeste forekomst af hud- og modermærkekræft. Samlet set vil omkring én ud af fire i Danmark få enten hud- eller modermærkekræft, inden de fylder 80 år.
Den primære årsag til hud- og modermærkekræft er UV-stråling fra sol og solarier.
Mange tilfælde kan forebygges ved at følge solrådene om skygge, solhat og solcreme og ved at undgå solarier.
Overskuddet går til kræftsagen
Kræftens Bekæmpelse har i mange år arbejdet målrettet for at bremse udviklingen i hudkræft gennem indsatsen Solkampagnen.
Læs også
Overskuddet fra salget af solcreme skal gå til Kræftens Bekæmpelses samlede arbejde med forskning, forebyggelse og patientstøtte, herunder at styrke den forebyggende indsats.
“Solkampagnen har opnået flotte resultater, men vi er slet ikke i mål. Med salget af vores egen solcreme kan vi både gøre det lettere at vælge god solbeskyttelse og samtidig rejse midler til at fortsætte indsatsen mod kræft,” siger Heidi Sahlholdt.
Siden solkampagnens start i 2007 er kendskabet til solbeskyttelse øget, og andelen af solariebrugere i Danmark faldet markant, bl.a. som følge af oplysning, undervisning og kampagner.
Inspireret af udlandet
Inspirationen til at lancere egen solcreme kommer blandt andet fra kræftforeningerne i Australien og New Zealand, som har gode erfaringer med at finansiere forebyggelse gennem salg af solbeskyttende produkter.
“Ved selv at stå for salget sikrer vi, at hele overskuddet går direkte tilbage til kræftsagen, samtidig med at vi tilbyder effektiv beskyttelse mod solens skadelige UV-stråler,” siger Heidi Sahlholdt.