Lukkede munden på konen med særlig besked ved morgenbordet: ”Hun sad og snakkede uafbrudt”

Skrevet af Julie Møller

29/09/2021
Foto: Shutterstock.
Foto: Shutterstock.
"Min kone sad og snakkede uafbrudt, og jeg blev nødt til at bede hende om at holde op, så jeg lige kunne koncentrere mig."

Dagens topnyheder

Søndag morgen fik en mand på knap 80 år fra Odsherred Kommune i Nordvestsjælland sig en kærkommen og særdeles værdifuld pause fra snakken over morgenkaffen.

“Min kone sad og snakkede uafbrudt, og jeg blev nødt til at bede hende om at holde op, så jeg lige kunne koncentrere mig om at tjekke den mail, jeg havde fået fra Danske Spil,” fortæller den ældre mand grinende i en pressemeddelelse fra Danske Spil.

I mailen stod der: ”Tillykke, du har vundet”.

“Og så troede jeg selvfølgelig, at det var de sædvanlige 60 kroner, men der stod altså en hel masse nuller,” forklarer han.

Manden formidlede beskeden om, at de havde vundet en million kroner videre til sin kone. Det fik hende til at være at stille et øjeblik.

"Og så sagde hun: ”Det passer ikke!”, fortæller vinderen, der har valgt at være anonym.

Men det gjorde det.

Konen var stadig ikke overbevist, men det blev hun tirsdag morgen, da millionen tikkede ind på mandens NemKonto.

“Det var åbenbart det, der skulle til. Nu tror hun på det," griner den ældre mand fra Odsherred.

Det skal pengene gå til

Parret fra Odsherred Kommune skal ud og finde nogle ekstra store julegaver til børnebørnene i år.

Derudover skal der investeres i en ny bil og forbedringer på hjemmet i Nordvestsjælland.

“Der skal laves en masse småting på huset, og det er jo ikke noget problem længere. Nu behøver jeg ikke længere overtrække vores bankkonto for at få lavet de ting. Nu kan vi bare gå i gang,” forklarer vinderen.

Parret har ingen planer om at fortælle andre om milliongevinsten. Dog kan der være en enkelt undtagelse.

“Det kan jo være, at min kone kommer til at fortælle det på et tidspunkt, og så er det også ok,” griner han.