Det er lige nu muligt at se et mærkværdigt syn i Munkemose, som er en del af Odense Å.
Her er en stor, grøn and set svømme rundt i åen sammen med de normale gråænder, hvorfor den altså skiller sig ud.
Anden er noget større end de andre, og menes at være en såkaldt cayuga-and. Arten hører normalt ikke hjemme i Danmark, men derimod på nogle lidt andre breddegrader.
Ifølge direktør i Danmarks Fugle Zoo, Hans Åge Hjeresen, er det ikke en fugl, der er kommet hertil af naturlige veje. Fuglen hører oprindeligt til i Nordamerika.
Direktøren har en idé om, at det er blæsevejr, som har drevet anden væk fra en opdrætter i nærheden.
- Den kan sagtens være kommet ud på grund af vejret. Der er meget, der kan ske med et anlæg, når det er sådan et møgvejr, vi har haft de seneste par dage, siger Hans Åge Hjeresen til TV 2 Fyn.
Selvom anden er på uvant territorie, så er den ikke truet, mener Hans Åge Hjeresen.
- Der er ingen tvivl om, at dén der kan klare sig. Så længe vi ikke får langvarig frost eller sne, så sker der ingenting. Det skal vi ikke været bekymret for, siger Hans Åge Hjeresen.
På trods af, at fuglen sagtens kan klare sig, og ikke gør nogen skade, har Hans Åge Jægersen alligevel en klar opfordring til den avler, som han mener at anden må stamme fra.
- Jeg opfordrer kun til, at der er en opdrætter, der kommer frem og siger: "Det er sku min den der, lad os få den fanget", siger Hans Åge Hjeresen og fortsætter:
- Kom på banen, kom ud af busken og lad os få den fanget så hurtigt som muligt.