Mange danskere prøvede forgæves: Nu får de igen chancen

Kamille Isaksen

18 uger siden

|

03/06/2024
Indland
Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk
I morgen går det løs, men én ting er ikke, som den plejer.

Dagens topnyheder

Det går hurtigt, når der bliver åbnet for tilmeldingerne til de største løbeevents i Danmark for tiden. Et rekordstort og udsolgt Copenhagen Marathon i 2024 var blot ét ud af flere rekordsalg for Danmarks største løbsarrangører, Sparta Atletik & Løb. Her lægger man ikke skjul på, at medvinden giver mod til at give deltagerne endnu mere tilbage for indsatsen i løbeskoene.

Allerede fra 2025 bliver ambitionerne hævet til et nyt niveau. Det sker, når der sættes 18.000 startnumre til salg til Copenhagen Maraton tirsdag den 4. juni kl. 12. I 2024 var der et loft på 15.000 deltagere. Her blev løbet udsolgt fire måneder før løbsstart, og mange måtte efterfølgende gå forgæves. Derfor er der meget, som indikerer, at der er et godt grundlag for at gøre maratonløbet endnu større. Forventningen hos Sparta Atletik & Løb er også, at Copenhagen Marathon bliver udsolgt igen. 

Det skriver Sparta atletik og løb i en pressemeddelelse.

Det er ikke kun på størrelsen af løbefesten, at arrangørerne er klar til at skrue op.

”Udover at vi øger antallet af deltagere, har vi fokus på at udvikle vores organisation, logistikken, afviklingen og løbsoplevelsen endnu mere. Derfor mener vi, at det er realistisk, at Copenhagen Marathon rykker op i ligaen lige under maratonløb som London, New York og Paris,” siger Dorte Vibjerg, adm. direktør i Sparta Atletik & Løb.

København tiltrækker mange internationale løbere
Væksten i interessen for løb bunder i flere ting. Det gælder både en generel løbeglæde, der er vokset de senere år, men særligt for København er det tydeligt at mærke, at Hovedstaden har en stor tiltrækningskræft – ikke mindst for det internationale publikum.

Til dette års Copenhagen Marathon oplevede Sparta Atletik & Løb den hidtil største andel internationale deltagere.  Faktisk var 48 % af de tilmeldte fra udlandet.

”Jeg er ikke i tvivl om, at det skyldes Københavns tiltrækningskraft og vores tætte samarbejde med blandt andre Wonderful Copenhagen,” konstaterer Dorte Vibjerg.

Afledte gevinster ved en løbebevægelse
Men hun ser ikke kun udbredelsen af gode løbevaner til en bredere del af befolkningen som en økonomisk gevinst for København og Danmark.

”Når flere finder glæden ved fællesskab gennem løbeoplevelser, så skaber det naturligt resultater til fordel for både fysisk og mental sundhed på tværs af aldersgrupper. Her er det enormt positivt, at vi blandt andet har set en lavere gennemsnitsalder til vores store løb, og at vi dermed har bedre fat i de unge. Det bidrager også aktivt til bekæmpelse af ensomhed, og det styrker den sociale sammenhængskraft i en tid, hvor den ellers er under pres,” siger Dorte Vibjerg.

Copenhagen Marathon 2025 afvikles søndag den 11. maj 2025.


Fakta om Copenhagen Marathon

  • Copenhagen Marathon var for første gang i løbets historie udsolgt i 2024.

  • 15.100 stillede til start i 2024. I 2025 udvides der til 18.000 deltagere.

  • Arrangøren er Sparta Atletik & Løb.

  • Sparta afholdt første gang maraton i København i 1980 med 995 tilmeldte.

  • Siden 1980 har Sparta årligt afholdt maraton (med undtagelse af Covid-19-lukning i 2020/2021).

  • Salget til Copenhagen Marathon 2025 åbner den 4. juni 2024 kl. 12.