Melder ud: Derfor er Danmark på Putins særlige liste

Skrevet af Mathias Nielsen

24/07/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Ifølge den russiske ambassadør i Danmark, så er det én specifik handling, der er årsag til at Danmark nu er kommet på den særlige liste.

Dagens topnyheder

Fredag kunne den russiske regering meddele, at Danmark nu var kommet på en særlig liste, som bestemt ikke var positiv. Listen indeholder lande, som i Ruslands øjne er ‘uvenlige’.

Det var første gang i mere end et år, at Rusland udvidede listen, der indtil fredag kun har omfattet USA og Tjekkiet. Dermed fik det kolde forhold mellem Danmark og Rusland endnu et slag, hvorfor et reelt venskab nu ikke er tilfældet.

Årsagen var ifølge den russiske regering ‘uvenlige handlinger rettet mod russiske diplomatiske og konsulære repræsentationer’, men man specificerede ikke nærmere.

Nu uddyber den russiske ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, dog hvad det er, Danmark har gjort for at ende i det eksklusive selskab på den sorte liste.

I en skriftlig kommentar til Berlingske skriver ambassadøren, at årsagen skal findes i Danmarks udvisning af 15 russiske diplomater, der i april måned blev anklaget for at udføre spionage for Rusland i Danmark.

»Den nuværende beslutning fra den russiske regering skal ses i sammenhæng med den russiske sides reaktion på udvisningen af Danmark i foråret af ansatte på de russiske diplomatiske institutioner,« skriver Vladimir Barbin.

De diplomatiske relationer mellem Rusland og Europa har været iskolde længe. Mere præcist siden Rusland invaderede nabolandet Ukraine 24. februar. 

Allerede i marts satte regeringen i Moskva alle EUs medlemslande på den første af de to russiske liste over ‘uvenlige lande’. Det kom som et direkte modsvar på de økonomiske sanktioner, man fra EU’s side havde indført mod Rusland.