Statsministeren modtager nu hård kritik.
Lige nu læser andre
Beslutningen om at afvise medicinsk evakuering af syge og sårede børn fra Gaza har sat regeringen i skudlinjen.
Den officielle begrundelse lyder, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) har vurderet, at det kan udgøre en sikkerhedsrisiko at tage imod børnene. Men ifølge en aktindsigt skaffer den forklaring ikke ro i kulissen – tværtimod.
En såkaldt ekstrahering fra Justitsministeriet viser, at vurderingen tilsyneladende bygger på blot én sætning:
“Et antal militant islamistiske grupper, herunder f.eks. Hamas, Islamisk Stat og Palæstinensisk Islamisk Jihad, er til stede i de palæstinensiske områder.”
Læs også
Flere kritikere mener, at det er et alt for spinkelt grundlag at basere en så principiel beslutning på.
Det skriver Dagbladet Information.
Politisk uenighed og pres på Hummelgaard
Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, går hårdt til regeringen og stiller sig tvivlende over for, at PET-vurderingen har været afgørende.
“Det understreger bare endnu engang meget tydeligt, at regeringen har truffet en klar politisk beslutning om, at man ikke vil modtage medicinsk evakuerede,” siger han til dagbladet.
Han peger desuden på, at flere andre europæiske lande – blandt dem Norge, Frankrig og Storbritannien – allerede har taget imod palæstinensiske børn uden at møde samme bekymringer.
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) er indkaldt til lukket samråd for at redegøre for PET-vurderingen, som både presse og politikere forgæves har forsøgt at få indblik i.
Argumenter om kapacitet falder fra hinanden
Mens regeringspartiernes sundhedsordførere holder sig tavse, er der opstået forvirring om de øvrige argumenter bag afslaget. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har tidligere påstået, at Danmark ikke har kapacitet til at behandle børnene. Den udlægning fik dog et skud for boven af regionsformand Anders Kühnau (S), som over for Politiken understregede, at landets hospitaler har både kapacitet og specialkompetencer til at tage imod de mest sårbare patienter.
Justitsministeriet fastholder i en skriftlig kommentar, at afslaget er baseret på en helhedsvurdering, der inkluderer udlændinge- og sikkerhedspolitik. Man fremhæver, at både patienterne og eventuelle ledsagere kan udgøre en risiko.