Mette Frederiksen overrasker efter pressemødet: Nu siger hun undskyld

Skrevet af Mathias Nielsen

01/07/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Statsministeren siger undskyld

Dagens topnyheder

I dag klokken 10 afholdt statsminister Mette Frederiksen (S) pressemøde sammen med de tre ministre, Magnus Heunicke (S), Mattias Tesfaye (S) og Rasmus Prehn (S).

Årsagen var, at Minkkommissionen torsdag klokken 11 afleverede den mere end 1.000 sider lange rapport. I rapporten afgjorde kommissionen, at regeringen og særligt statsministeriet har handlet “meget kritisabelt”.

I dag ville Mette Frederiksen sammen med sine ledsagere derfor komme med en beskrivelse af situationen i dagene omkring den skelsættende begivenhed, som det var at beordre alle mink aflivet.

Efter pressemødet har statsministeren fundet tid til at skrive et opslag på Facebook, og her kommer hun med en undskyldning. 

- I går modtog vi minkkommissionens beretning. Der rejses hård kritik af forløbet omkring den nødvendige aflivning af mink. Vi tager kritikken meget, meget alvorligt. Det vender jeg tilbage til. Først vil jeg gerne give en undskyldning til landets minkavlere og deres familier. Jeg ved, at det har været hårdt. Og det, at der er sket fejl i processen, har gjort det hele endnu mere smertefuldt.

Samtidig understreger Mette Frederiksen, at hun står ved beslutningen om at aflive alle mink. Ifølge opslaget, så var det den eneste løsning.

Ligeledes udtrykkes der glæde over kommissionens vurdering af Mette Frederiksens sandhedspligt.

- Jeg er samtidig glad for, at kommissionen vurderer, at jeg både har overholdt min sandhedspligt, og at jeg hverken havde viden om eller hensigt til den vildledning, der har fundet sted.