Midt- og Vestsjællands Politi efterlyser fortsat to vidner i forbindelse med torsdagens drab i Holbæk.
Lige nu læser andre
Søndag meldte to personer sig til Midt- og Vestsjællands Politi i forbindelse med drabssagen i Holbæk, hvor en 37-årig gravid kvinde blev dræbt af knivstik.
Politiet har også offentligt efterlyst to vidner. I første omgang troede man, at det var disse to, som havde meldt sig.
Afhøringen af de to mænd har nu vist, at de ikke var på gerningsstedet, da den 37-årig kvinde torsdag aften blev dræbt i Holbæk.
”De to har noget overraskende erkendt, at de også har været ude på gerningsaftenen, men det er med sikkerhed ikke dem, vi har ledt efter. Afhøringen af dem har altså vist, at de ikke har set drabet og derfor ikke er interessante for politiet”, siger vicepolitiinspektør Kim Løvkvist i en pressemeddelelse.
Dermed efterlyser Midt- og Vestsjællands Politi altså fortsat de to mænd, som var på gerningsstedet, da kvinden blev dræbt på Samsøvej klokken 23:10 torsdag aften.
”Vi ved, at der har været to mænd, som så drabet ske. Og vi er ret sikre på, at de var i området for at begå indbrud. Vi appellerer fortsat til dem om at henvende sig. De skal ikke være bekymrede for, om vi kommer til at spørge ind til deres eventuelle indbrudsplaner”, siger Kim Løvkvist.
Selvom de ikke skal være bekymret for at blive spurgt ind til indbrudsplaner, så kan det måske være netop det, som afholder dem fra at melde sig og bidrage med viden til den videre efterforskning.