Noget af det aller kæreste, vi har her i verden, er vores børn, og det er derfor yderst vigtigt, at de produkter, som vi bruger til, ved eller sammen med vores børn, er sikre.
Derfor er det også vigtigt, at der bliver gjort noget ved det, når det bliver opdaget, at produkter ikke er sikre, og det er lige netop hvad det tyske firma Nonomo har gjort.
Firmaet, som primært laver såkaldte slyngevugger til småbørn, har nemlig i samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen valgt at bringe en advarsel om produktet 'Nonomo Slyngevugge', fordi fabrikanten af vuggen har opdaget, at der er sikkerhedsrisiko forbundet med brug af vuggen.
Det kan man læse i en pressemeddelelse.

Brugen af denne slyngevugge bør straks stoppes / Foto: Sikkerhedsstyrelsen
Her kan man læse, at problemet er, at der er risiko for, at små børn kan få metalsplinter i øjnene, hvis de ligger i vuggen.
"Fabrikanten af Nonomo Slyngevugge har konstateret, at der er en risiko for frigivelse af metalsplinter ved brugen af produktet. Der er en risiko for, at metalsplinterne kan drysse ned i øjnene på små børn som ligger lige under ophænget, og dermed medføre øjenskader på børnene," står der således i pressemeddelelsen.
Produktet bliver dog ikke tilbagekaldt.
I stedet har "fabrikanten [...] udviklet nogle PVC-covers samt en ny type kæde eller snor, som fjerner metal-mod-metal overgangene i produktet og dermed også risikoen for frigivelsen af metalsplinter."
"Forbrugerne, som har købt Nonomo Slyngevuggen, bedes stoppe med at bruge produktet straks og kontakte fabrikanten via repair@nonomo.de. Herved kan forbrugerne få tilsendt nogle nye dele, som fjerner risikoen for frigivelsen af metalsplinter," lyder det i pressemeddelelsen.
Sikkerhedsstyrelsen skriver desuden, at man bør kontakte butikken, hvor man har købt slyngevuggen, hvis man er i tvivl om, hvordan man skal forholde sig.
Vigtigst er det dog, at man straks stopper brugen af slyngevuggen.