Får du del af pengepuljen?
Lige nu læser andre
SMV’erne udgør langt størstedelen af danske virksomheder, og de er centrale for konkurrenceevnen i dansk erhvervsliv. Det er afgørende, at de får en hjælpende hånd i en tid hvor den globale konkurrence på en række områder – ikke mindst inden for produktion – er skruet heftigt i vejret.
For at stille Danmark bedre i kampen om nye investeringer og fremtidens produktionsarbejdspladser investeres der nu over 1 mia. kr. gennem Virksomhedsudvikling Danmark.
Sådan lyder meldingen fra Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.
Erhvervsminister Morten Bødskov siger:
”SMV’erne er rygraden i dansk erhvervsliv. Job og vækst i hele landet bliver skabt. Det skal vi værne om. Derfor styrker vi nu en hel række forskellige tilbud med over 1 mia. kr. Det betyder, at man som lille eller mellemstor virksomhed kan få hjælp til fx den grønne omstilling eller nye digitale løsninger, der skaber mere tid til kerneforretningen og styrker konkurrenceevnen. Det betyder et markant rygstød, så danske SMV’er bliver endnu bedre rustet til fremtidens udfordringer.”
Læs også
Forperson i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, Christian Motzfeldt, udtaler:
”Vi er stolte af gennem Virksomhedsudvikling Danmark at give danske SMV’er adgang til enkle og effektive tilbud, hvor vi ved, at de matcher erhvervslivets behov og har dokumenteret effekt på bundlinjen. Når vi investerer så stor en sum penge i at udvikle danske SMV’er, så gør vi det på solidt grundlag, hvor vi blandt andet løbende spørger tusindvis af SMV’er selv, hvor de oplever muligheder og udfordringer for at øge deres konkurrencekraft.”
Investeringen fokuserer på de områder, hvor SMV’erne har behov for udvikling og skalering indenfor blandt andet digitalisering og automatisering, iværksætteri, eksport, grøn omstilling, men også strategiske teknologiområder, der udgør danske styrkepositioner og rummer kimen til fremtidens vækst, såsom biosolutions, robotter, droner og grøn energi.
FAKTA:
Gennem Virksomhedsudvikling Danmark investerer Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse i disse tilbud:
- Virksomhedsprogrammet: 312,5 mio. kr. med det formål at styrke danske SMV’ers udvikling.
- Erhvervsfyrtårne III: 258,5 mio. kr. med det formål at fremme udviklingen af nye løsninger på store samfundsudfordringer og udvikle nationale styrkepositioner.
- Grøn omstilling og cirkulær økonomi: 272,2 mio. kr. med det formål at forbedre virksomheders forudsætninger for at arbejde med bæredygtighed og cirkulær økonomi.
- Iværksætterprogrammet: 121,75 mio. kr. med det formål at styrke iværksættere med øget omsætning og skabe en beskæftigelseseffekt samt investering i større iværksætterevents (TechBBQ og The Link).
- Udvidelse af accelerationsindsats for ubemandede systemer: 25 mio. kr. med det formål at styrke droneindsatsen (APUS), så flere virksomheder kan deltage i et intensivt forløb
- Digitale Værktøjer for SMV’er II: 15 mio. kr. med det formål at SMV’er skal have lettere adgang til digitale tilbud/værktøjer, som blandt andet kan spare virksomhederne tid og være en hjælp til at skabe nye produkter.