'Mit.dk' måtte lukke efter 53 minutter: Adskillige brugere har fået delt fortrolige oplysninger

Skrevet af Mathias Madsen

24/03/2022
Foto: Mit.dk
Foto: Mit.dk
Mindre end én time nåede Danmarks nye digitale postkasse at være åben, før siden måtte lukkes på grund af et "problem," som har ramt adskillige brugere.

Dagens topnyheder

Denne uge blev Danmarks nye digitale postkasse, som er et alternativ til e-Boks, ved navn Mit.dk lanceret. 

Der gik dog ikke længe, før siden måtte lukkes igen. 

Ifølge Ekstra Bladet gik der faktisk helt præcist kun 53 minutter fra lanceringen mandag morgen til at Netcompany, som er firmaet bag, måtte erkende, at der var problemer og lukke siden.

Selskabet har sidenhen oplyst, at siden var lukket for alle allerede klokken 09:15 mandag morgen, og den åbnede først igen onsdag eftermiddag. 

Det skyldes ifølge Netcompany en "menneskelig fejl," som de "beklager dybt."

Fejlen førte til, at mellem 10 og 50 brugere af den digitale postkasse har fået delt deres personlige oplysninger - såsom e-mail og telefonnummer - med andre brugere af tjenesten. 

"Vi beklager, at nogle brugere på Mit.dk har fået delt deres oplysninger [...]," har Thomas Demant, som er partner i Netcompany, udtalt i en skriftlig udtalelse og desuden uddybet:

"Vi ved, at problemet er opstået på grund af en menneskelig fejl, men det er sådan noget, der ikke må ske, og vi beklager dybt."

Selskabet har derudover forklaret, at 2182 borgere nåede at logge på Mit.dk, før platformen blev lukket ned, og ifølge Demant er det de færreste, som er blevet berørt af fejlen. 

Udover personlige oplysninger som telefonnummer og e-mail, så har borgeren Tage Lysgaard ifølge Ekstra Bladet tidligere udtalt til Berlingske, at han også oplevede at kunne se en anden borgers personlige dokumenter, da han loggede på Mit.dk.

Han havde blandt andet adgang til en anden borger ved navn Teds ægtepagt og andre fortrolige papirer. 

Platformen er igen oppe at køre, men omfanget af fejlen undersøges fortsat.