Forside Indland Normal kritiseres groft: Anklages for at “forbrugsgroome” børn

Normal kritiseres groft: Anklages for at “forbrugsgroome” børn

Normal butik
Bjørn Erik Pedersen / Wiki Commons

Voldsom kritisering af butikskæden Normal

Lige nu læser andre

Foran en Normal-butik i København står en gruppe folkeskoleelever og deler slik. De har netop fået fri fra skole og været forbi deres faste eftermiddagstradition – et besøg i Normal.

“Vi bruger alt for mange penge på noget, vi slet ikke har brug for,” siger 12-årige Kamma Nielsen, mens veninderne nikker.

Normal er kendt for sine lave priser, som især tiltaler børn og unge. Ifølge Børns Vilkår er det dog ikke kun varerne i butikken, der lokker. Det samme gælder Normals app.

Det skriver DR.

Appen lokker til merforbrug

I appen kan brugerne optjene den virtuelle valuta “uniqoins” ved at spille små spil, give oplysninger om sig selv eller besøge appen dagligt for at opretholde en såkaldt streak. Ifølge Børns Vilkår bidrager det til, at børn bruger både flere penge og mere tid på mobilen.

Læs også

“Normal opfordrer til merforbrug i en meget høj grad, og appen lokker tilmed til mere mobilbrug, fordi der er de her spil og streaks,” siger digital medieekspert hos Børns Vilkår, Melissa Vardy.

Forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen fra Sydbank kalder fænomenet for “forbrugsgrooming”. “Børnene bliver bombarderet med tilbud og tendenser, og på den måde bliver de opdraget til at være gode forbrugere,” siger hun.

Aldersgrænse uden kontrol

Selvom appen kræver, at man er 16 år for at oprette en profil, bliver alderen ikke verificeret. “Hvis det var så vigtigt for dem, at man var 16 år, så ville appen nok have undersøgt, at jeg kun er 12,” siger Kamma Nielsen.

Veninden Sigrid Lux Albertsen tilføjer, at mange i deres alder køber langt mere, end de egentlig har brug for. “Vores generation køber flere ting, end vi har brug for. Fordi man bliver afhængig af det. Det er meget lokkende, fordi det er så billigt.”

Normal afviser, at appen er målrettet børn, men Børns Vilkår har sendt en klage til Forbrugerombudsmanden. Sagen afventer nu vurdering, mens mange børn fortsat trykker sig ind på appen – og derefter et smut forbi butikken.

Ads by MGDK