Inden længe skal den årlige udgave af Zulu Awards løbe af stablen.
Hvert år er også = en ny vært på programmet.
Sidste år stod sangeren Christopher for værtsskabet, og nu er dette års vært også kommet på plads.
I år er det nemlig komiker og tv-vært Melvin Kakooza, som skal være vært på Zulu Awards 2022.
Melvin har været lidt væk fra skærmen siden han sidste år blev opereret for en hjernetumor.
“Det er mig en kæmpe fornøjelse og ære at skulle styre slagets gang til 'Zulu Awards 2022'. Et show, jeg alle dage har set frem til, og nu skal jeg så selv være med til at forme det store show. Der er noget at leve op til! 'Zulu Awards' byder altid på overraskelser, og mon ikke det sker i år igen? Jeg glæder mig i hvert fald og håber, at alle vil se med,” lyder det fra Melvin Kakooza i pressemeddelelsen ifølge B.T.
I februar 2021 sygemeldte Melvin Kakooza sig ovenpå operationen, og i oktober vendte han for første gang tilbage på skærmen med en sæson af sit tv-program 'Helt sort' på TV 2, hvor han rejser rundt og ser ting i Danmark for efterfølgende at berette om sine oplevelser til sin mor.
Det er ikke kun Melvin selv, som glæder sig til at skulle være vært.
Også TV 2 Zulu glæder sig.
“Det er vildt fedt, at vi igen i år kan afholde ’Zulu Awards’ i K.B. Hallen – og så med Melvin som vært. Det glæder vi os til! Vi forsøger altid at gøre showet endnu større, vildere og overraskende, og det tror jeg også godt, jeg tør love, det bliver denne gang,” siger TV 2 Zulus redaktør Asger Schønheyder.
Showet afholdes 17. februar i K.B. Hallen.