Nu er det slut

Skrevet af Henrik R

05/01/2021
Foto: Henning Hjorth/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Hjorth/Ritzau Scanpix
Der er kommet nye ændringer fra årsskiftet. Fra 1. januar 2021 skal du betale minimum 4 kroner for en bærepose, og tynde plastikbæreposer bliver forbudt. Vi skal have forbruget af bæreposer ned og genbruget op.

Mest læste i dag

Nyt år. Nye vaner. Her fra januar skal du betale minimum 4 kroner for en bærepose i butikkerne uanset hvilken størrelse, den har, eller hvad den er fremstillet af. Og du kan ikke længere få de tynde plastikbæreposer til fx pizzaæskerne.

De tynde knitreposer af plastik kan typisk ikke bruges mere end en eller to gange, og det er en dårlig udnyttelse af ressourcerne. 

"Langt størstedelen af vores plastikaffald går i dag op i røg i de store forbrændingsovne. Det er både dårligt for klimaet og naturen. Nu forbyder vi de plastikposer, som typisk ikke bliver genbrugt. Man kan stadig købe en bærepose til sine varer, men fremover vil de koste mindst 4 kroner uanset størrelse. På den måde vil vi alle aktivt skulle beslutte, om vi virkelig har brug for en pose", siger miljøminister Lea Wermelin i en pressemeddelelse fra miljøministeriet.

Genbrug bæreposen

Mindsteprisen på 4 kroner for en bærepose uanset størrelse eller materiale giver et klart signal om, at det kan betale sig at genbruge sine bæreposer og ikke smide dem væk efter kun én gangs brug.

- Tempoet i den grønne omstilling skal op, og vi skal genbruge og genanvende meget mere, end vi gør i dag. Forbuddet mod gratis bæreposer er ét skridt i opgøret med en brug-og-smid-væk kultur. Den mængde plastikaffald, der hvert år udledes i verdenshavene svarer for eksempel til, at en hel lastbil med plastik bliver tømt i havet hvert eneste minut. Det skal vi have lavet om på, siger Lea Wermelin.

Forbuddet mod udlevering af tynde plastikbæreposer med og uden hank og mindsteprisen på 4 kroner trådte i kraft 1. januar 2021. Reglerne er vedtaget af regeringen og et bredt flertal i Folketinget.

De helt små tynde plastikposer, som vi kender fra frugt/grønt-afdelingen til for eksempel frugt og grønt vil stadig være lovlige, da de tjener et formål i forhold til at undgå madspild og fødevarehygiejne. Forbruget af denne type plastikposer er relativt lille i Danmark.