Den seneste måned har været yderst travl for slagterivirksomheden Skare Meat Packers. Det startede med at Fødevarestyrelsen under et besøg fandt 250 ton gammelt kød, hvoraf det ældste var helt tilbage fra 2010.
Det er ikke ulovligt at sælge gammelt kød. Faktisk må man sælge kød, der er 50 år gammelt, men det er til gengæld ulovligt at sælge kød, hvis ikke det kan spores.
Fødevarestyrlesen valgte at politianmelde Skare Meat efter besøget, men det er slet ikke det værste.
Sagen har nemlig fået så omfattende konsekvenser, så virksomheden nu er gået konkurs.
Det fortalte tillidsrepræsentant hos Skare Meat Packers, Gunner Herman Straarup, til TV SYD onsdag.
- Vi er dybt berørte allesammen. Vi har godt kunnet se krisen gennem længere tid, men den seneste tid har været hård for alle i virksomheden, sagde tillidsrepræsentanten.
Ifølge Gunner Herman Straarup fik medarbejderne klokken 13 onsdag at vide af virksomhedens ledelse, at slagterivirksomheden havde indgivet en konkursbegæring til skifteretten.
Det betyder, at mellem 300 og 400 slagteriarbejdere vil miste deres arbejde som følge af konkursen.
- Vi har mistet en del kunder, og særligt Rema 1000 og Salling Group har været et stort slag for os, da det er nogle af vores største kunder. Det er ikke behageligt at være i denne situation som medarbejder, for det er surt ikke at vide, om man er købt eller solgt, lyder det.