Nu kan 17-årige snart tage kørekort

Skrevet af Kristine Bugbee

26/09/2016
Lovforslaget, der gør det muligt for 17-årige at sætte sig bag rattet i en bil med en erfaren bilist ved deres side, træder efter planen i kraft inden længe. Det skriver BT.

Dagens topnyheder

Ifølge avisen bliver det fra 1. januar 2017 muligt for 17-årige at tage kørekort.

BT skriver, at bekendtgørelsen om forsøgsordningen med kørekort til 17-årige er til høring, hvorfor den ikke er trådt i kraft endnu. Men Transport- og Bygningsministeret oplyser altså, at bekendtgørelsen træder i kraft snart. 

Og når den gør, vil det være muligt for 16-årige at begynde at tage kørekort tidligst tre måneder før deres 17 års fødselsdag.

Det vil foreløbig køre som en forsøgsordning i tre år, hvorefter det skal evalueres, om 17-årige fortsat skal have lov til at køre bil. 

Når de nye færdselsregler træder i kraft 1. januar, vil det blandt andet være med et kriterie om, at 17-årige skal ledsages af en voksen på mindst 30 år, der har mindst 10 års erfaring som bilist. 

Den voksne bilist må ikke være beruset og må ikke tidligere have fået frakendt sit kørekort.

Det er ved at være fire måneder siden, at et flertal i Folketinget vedtog ændringen af færdselsloven, efter at lovforslaget blev stillet af transportminister Hans Christian Schmidt og blev vedtaget med et bredt flertal i Folketinget. 101 stemte for og ni imod.