Nu kan du se, om du har været smittet med coronavirus

Skrevet af Henrik R

10/06/2020
Foto: Mikkel Hørlyck/Ritzau Scanpix
Foto: Mikkel Hørlyck/Ritzau Scanpix
For 299 kroner vil du kunne blive testet for, om du har antistoffer i din krop efter coronavirus-smitte.

Dagens topnyheder

Det har længe været muligt for alle danskere at blive testet for coronavirus, uanset om der har været symptomer på sygdommen eller ej.

Tilbuddet kom dog først flere måneder efter, at smitten havde spredt sig meget i landet, og derfor går mange danskere rundt med mistanken om at de har været smittet, men uden mulighed for at finde ud af det.

Nu er det dog muligt, eftersom at flere apoteker tilbyder antistoftest, som du kan købe med hjem uden at have en henvisning fra lægen.

Det er kommunikationsfirmaet Kompas Kommunikation, der ifølge Ritzau kan fortælle, at udvalgte apoteker i hovedstadsområdet nu sælger disse antistoftest.

Der er tale om følgende apoteker:

Enghave Apotek på Vesterbro, Dalgas Boulevard Apotek på Frederiksberg, Glostrup Apotek, Bagsværd Apotek og Albertslund Apotek.

Testen koster 299 kroner, og det er altså ikke nødvendigt med en henvisning fra en læge.

Sådan fungerer testen

Hvis du går ind på apoteket og beder om en test, så vil en apoteker tage en lille blodprøve af dig ved et lille stik på fingeren. Denne blodprøve tilsættes i en testkassette, hvor der efterfølgende kommer lidt prøvevæske i.

10 til 15 minutter efter er der svar på testen, og så vil du altså kunne se, om du har været smittet med coronavirus.

Hvis din test er negativ, kan du ikke være 100 procent sikker på, at det er tilfældet. Antistoffer vil typisk først kunne måles i blodet to til tre uger efter, at man har været smittet med virussen.