Ny coronavariant smitter vaccinerede og hærger i Europa: Risikerer smittebølge i Danmark denne sommer

Skrevet af Mathias Madsen

08/06/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Selvom vi gennem hele coronapandemien har fået fortalt og oplevet, at coronavirusset spreder sig mindre i sommervarmen, vender en ny variant nu op og ned på dette og gør, at vi måske får en ny smittebølge lige om lidt.

Mest læste i dag

Verden har nu døjet med coronavirus i mere end to år. 

De første smittetilfælde blev opdaget i Kina i slutningen af 2019, og det tog ikke mange måneder, før smitten havde spredt sig til hele verden og ført til nedlukninger, som man sjældent har set før, i blandt andet Danmark.

Siden da har vi været gennem flere nedlukninger, adskillige restriktioner og forskellige perioder med mere eller mindre smitte. 

Fælles for udviklingen i smitten gennem alle disse år har været, at den var værst om efteråret og vinteren. 

Eksperter har forklaret, at det skyldes, at vi er mere udenfor om sommeren, og at vira lever dårligere i varmen, men nu vender en ny coronavariant måske op og ned på det hele og lige, som man troede, at corona var fortid, bringer den nye variant måske den smitsomme virus tilbage til vores samfund allerede denne sommer. 

Det skriver TV2

Faren lurer i den nye omikron-variant BA.5, som lige nu ifølge Viggo Andreasen, der er lektor ved Roskilde Universitet med speciale i matematisk epidemiologi, hærger i blandt andet Portugal, hvor næsten 90 procent af befolkningen ellers er vaccineret. 

Smitten i det sydeuropæiske land er fortsat lavere end i vinters, men det er den andenhøjeste i verden lige pt, og Andreasen frygter, at vi i Danmark kommer til at opleve en lignende bølge inden sommeren er ovre. 

Ifølge den tyske forsker Sebastian Müller kan den nye variant resultere i en decideret sommerbølge i Tyskland og de omkringliggende lande, og i Danmark vil vi formentlig blive ramt af en smittebølge, som er ovre, inden vinteren starter. 

"Det kan godt begynde at ligne, at vi får en bølge i det tidlige efterår," har Andreasen således udtalt til TV2. 

Årsagen til, at smitten formentlig kommer til at stige, selvom det er ved at blive sommer, er ifølge et amerikansk studie, at den nye variant er mere smitsom og er bedre til at smitte immune. 

Det vil sige at vaccinerede og tidligere smittede ikke er så immune overfor BA.5-varianten, som de har været overfor tidligere coronavarianter. 

"Vi har om sommeren været vant til, at den corona, vi havde, ikke var i stand til at sprede sig, fordi hver smittet nåede at smitte mindre end én ny person," har Andreasen udtalt og forklaret, at den nye variant på trods af varmen tilsyneladende ér i stand til at smitte mere end én ny person, og at smitten derfor vil stige. 

"Nu er corona blevet så smitsom, så hver smittet, selv om sommeren, kan nå at smitte mere end én," har han desuden udtalt og forklaret, at han frygter, at vi går en sommer med stigende smitte i møde.

I går meldte sundhedsminister Magnus Heunicke desuden ud, at "smitten er stagnerende til svagt stigende."

Lige i øjeblikket er kontakttallet 0,8, men noget tyder altså på, at det er på vej til at blive højere end én, hvilket vil resultere i stigende smitte i det danske samfund.