Ny discountbutik åbner snart i Danmark: Billigere end alle andre

Skrevet af Mathias Nielsen

84 uger siden

|

08/10/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En spritny kæde vil angiveligt have de absolut laveste priser af alle supermarkeder i Danmark.

Dagens topnyheder

Der er i øjeblikket et stort fokus på priserne i supermarkedet, som mildest talt har taget et voldsomt hop i løbet af 2022. Som reaktion på dette købes der nu tilbudsvarer som aldrig før.

Flere supermarkeder har også indført prisloft på forskellige dagligvarer. Og er du en af dem, som er godt træt af at betale høje priser i supermarkedet, så er der godt nyt til dig.

Snart kommer en helt ny discountkæde nemlig til Danmark. Kæden hedder Basalt, og skal blandt andet være billigere end Netto. Det oplyser Salling Group, som står bag Bilka, Føtex, Netto og altså også Basalt ifølge Fyens Stiftstidende.

Basalt kommer paradoksalt nok til at åbne i en netop tidligere Netto i Odense den 3. november.  Basalt kommer til at have et begrænset udvalg af varer - cirka 800 i alt.

Butikkerne bliver desuden billigere at drive, fordi de ikke sælger køle- og frostvarer. Dermed kan der spares mange penge på strøm. Indretningen af supermarkedet skal der heller ikke bruges for mange penge på.

Varerne kommer i høj grad til at stå på paller, så det er nemt og hurtigt for personalet at fylde op i butikken. Der vil desuden ikke være så lange åbningstider som Netto for eksempel har.

- Det er en anderledes indkøbsoplevelse, fordi du ikke kan handle færdig. Men danskerne handler alligevel tre-fire gange om ugen, og derfor tror vi, at det giver mening. De tager alligevel i Netto eller en anden butik, hvor de kan købe mælk og kød, sagde Per Bank, topchef i Salling Group, sidste uge i et interview til Avisen Danmark.

Butikkernes sortiment kommer til at bestå af basisvarer som pasta, havregryn, mel, brød, toiletpapir, bleer, tandpasta, langtidsholdbar mælk og et udvalg af frugt og grønt.

Ifølge Salling Group vil priserne i den ny kæde i gennemsnit være 15 procent lavere end i andre discountsupermarkeder.

Over 80 procent af varerne kommer til at koste under 20 kroner, mens cirka halvdelen vil koste 10 kroner eller mindre.