Ny måling bekræfter: Socialdemokratiets nedtur fortsætter

Skrevet af Jesper Bengtson

61 uger siden

|

13/03/2023
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Ovenpå sidste uges kollaps står det stadig skidt til hos Socialdemokratiet.

Dagens topnyheder

For SVM-regeringen ser det stadig ikke godt ud i henhold til Voxmeters nyeste meningsmåling. I det mindste kan statsminister Mette Frederiksen (S) dog finde glæde i, at mandagens måling ikke helt er så dårlig, som sidste uges måling var.

I mandagens måling står Socialdemokratiet, som fortsat er Danmarks største parti, nemlig til at få 21,4% af stemmerne, svarende til 38 mandater. Det er trods alt nemlig bedre end sidste uges 18,6%, hvilket ville svare til 33 mandater.

I kølvandet på beslutningen om at få afskaffet Store Bededag, ser det generelt skidt ud for SVM-regeringen, når man kigger på, hvor vælgerne vil sætte deres næste kryds på stemmesedlen.

Venstre ligger nemlig til at få 10,5% af befolkningens stemmer, hvilket svarer til 19 mandater. Det er en del færre end de 13,3% de fik til folketingsvalget i 2022, som ellers blev beskrevet som et skidt valg for partiet Venstre.

Moderaterne er ingen undtagelse, for ifølge meningsmålingen står de til at få 7,9% af stemmerne, hvilket ville medføre 14 mandater. Dette er tilbagegang fra sidste folketingsvalg, hvor de fik 9,3% af befolkningens stemmer.

Alt i alt står SVM-regeringen nu til at have 71 mandater. Det er 18 færre mandater, end til valget i 2022. 

Det skal dog tages i mente, at der for alle partier er en statistisk usikkerhed i Voxmeters meningsmåling. Usikkerheden er med 2,5 procentpoint størst hos Mette Frederiksen og Socialdemokratiet. Hele regeringens usikkerhed ligger på 3,0 procentpoint.

Mens det går skidt for SVM-regeringen, så nyder andre partier godt af ekstra opbakning.

Især nyder Liberal Alliance godt af det, da de står til 12,4% af stemmerne efter mandagens måling, hvilket er den bedste Voxmeter-måling i partiets historie. 

Det er noget, der gør dem til det største parti i blå blok ifølge meningsmålingen.

SF holder samtidig fast i at være det næststørste parti i Folketinget med 13,6% af befolkningens opbakning.