Nye tal viser trist udvikling: Så mange danskere sidder alene juleaften

Skrevet af Kamille Isaksen

19/12/2023
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Undersøgelsen viser en svagt stigende tendens til, at flere er alene juleaften i forhold til sidste jul.

Dagens topnyheder

Juleplaner: Men i snit er vi ca. syv om juletræet og -middagen i år, viser tjek på danskernes julevaner. Se landsdele hvor flest og færrest holder juleaften sammen

I de fleste danske hjem er man mellem 6 og 10 personer samlet for at fejre juleaften i år, og i snit er vi lige under syv samlet for at spise juleand og gå omkring juletræet.

Det viser den årlige juleundersøgelse fra analysevirksomheden YouGov for ejendomsmæglerkæden Home med over 2.000 repræsentative besvarelser.

Det skriver Home A/S i en pressemeddelelse.

Men blandt de ca. 96 %, der svarer at de fejrer jul, er det ca. 3,4 % af os sidder mutters alene på årets største højtidsaften. Det svarer til ca. 164.000 af befolkningen på 4,8 mio. over 18 år.

Undersøgelsen viser også en svagt stigende tendens til, at flere er alene juleaften i forhold til sidste jul.

  • ”Det er en trist udvikling, hvis flere ikke har nogen at holde sammen med. Lige netop denne aften på året, er det ikke meningen, man skal være uden selskab - med mindre, det er selvvalgt,” siger boligmarkedsanalytiker i Home Henrik Hauthorn Jensen.


Det er især de 50-59-årige, der er alene juleaften.

Også en jul i tosomhed er svagt stigende – det er over 8 %, der holder jul på den måde i år.

I mange hjem er der dog en hel flok samlet juleaften viser YouGov og Homes undersøgelse også, som har været gennemført hvert år siden 2018.

I snit er vi lige knap syv personer samlet for at fejre jul, hvilket er stort set som sidste år. Flest fejrer jul 6-10 personer sammen – ca. 42 %.

Knap 15 % af befolkningen holder ’storjul’ med 11 eller flere samlet, men det er under 1 % af befolkningen, der holder ’julebal’ med mere end 20 samlet til and, sang, dans og gaver.

Landsdele: Flest samlet i Vestjylland – færrest på Vest- og Sydsjælland
Det er i Vestjylland, man er flest samlet til jul – 7,4 personer tæt forfulgt af Nordsjælland og Nordjylland, hvor man i snit også er over syv personer sammen juleaften. (se vedhæftede tabel)

Færrest er man samlet til julefest i Vest- og Sydsjælland, hvor man i snit er én person færre om juletræet end i det vestlige Jylland.

Besvarelserne for landsdele skal dog tages med et gran salt, da der kan være relativt få besvarelser for den enkelte landsdel.

FAKTA: Vi kører lidt længere i år
Undersøgelsen fra YouGov og Home viser også, hvor langt vi rejser for at komme hjem til jul.

Svaret danskere over 18 år, der fejrer jul i år, er, at danskerne cirka skal køre 67 kilometer i snit. Det er to kilometer mere end sidste år, hvor danskerne i snit kørte 65 kilometer for at være sammen med familien og spise flæskesteg.

Folk fra Bornholm skal køre længst, 98 km, og dernæst er det folk fra hovedstaden 94 km. Kortest på farten er nordsjællænderne samt nordjyderne med hhv. 51 og 49 km.

FAKTA: Flest forventer at køre i egen bil for at fejre jul med familien
I år har YouGov og Home også spurgt danskerne om, hvilke transportmidler, de forventer at gøre brug af for at komme frem til juleaften. 

Her er det langt størstedelen, 73%, der har planer om at køre i egen ’julekane’ nemlig bil, mens tog/s-tog/metro/letbane kommer ind som nummer to – dog kun med kun 10%.

Tredje flest, ca. 8 %, samkører, lejer en bil eller tager taxi.

Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov for home. Der er i alt gennemført 2010 CAWI-interview med danskere i alderen 18+ år, i perioden 8. - 15. december 2023.