Køen til smitteopsporingen er ofte lang, men nu kan man som smittet helt springe køen over.
Lige nu læser andre
At komme igennem smitteopsporingen kan tage lang tid. Det er uasnet om man er smittet med covid-19 eller nærkontakt.
Nu kan man via en ny funktion som smittet imidlertid springe køen over.
En ny selvbetjeningsløsning på sundhed.dk gør det nu muligt digitalt at give oplysninger om ens smitte til smitteopsporingen.
Løsningen er også på vej til appen MinSundhed. Det skriver Styrelsen for Patientsikkerhed i en pressemeddelelse.
”Den nye digitale selvbetjeningsløsning gør smitteopsporingen nemmere for den enkelte smittede, der hurtigt kan give os de mest relevante informationer. Vi håber, at mange smittede vælger at gøre brug af den”, siger Birgitte Drewes, vicedirektør i Styrelsen for Patientsikkerhed.
Smitteopsporingen står fortsat til rådighed for smittede, der foretrækker dialogen over telefonen.
Smittede, der ikke benytter sig af den digitale løsning, vil også fortsat blive ringet op af smitteopsporingen ved positivt testsvar.
Den digitale løsning sikrer samtidig, at smitteopsporingen fortsat får de oplysninger, der er behov for til epidemiovervågning.
Hvis man som smittet har brug for rådgivning, kan man også gøre opmærksom på det i den digitale løsning.
Smitteopsporingen vil herefter kontakte den smittede med henblik på konkret rådgivning.
Smitteopsporingen vil også stadig ringe ud, hvis der er brug for supplerede oplysninger.
Den digitale smitteopsporing gælder i første omgang kun borgere med NemID/MitID, der kan svare på egne vegne. Børn under 15 år og personer under værgemål kan desværre ikke benytte løsningen endnu.
I disse tilfælde vil smitteopsporingen som vanligt ringe ud til de smittedes forældre eller værger.
Den nye digitale funktion vil blive tilgængelig med det samme, at der konstateres et positivt testsvar. Det gælder både pcr- og lyntest.