Overlæge spår endnu en vinter med corona: "Jeg er helt overbevist om, at det bliver værre end sidste år"

Skrevet af Mathias Nielsen

10/06/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Der er ikke megen optimisme at spore hos overlægen.

Dagens topnyheder

Det er ikke coronavirus, som er den helt store bekymring for de fleste mennesker lige nu. Det er formentlig heller ikke abekopper. Det er derimod nok nærmere den frygtelige krig, som der siden slutningen af februar måned har fundet sted i Ukraine.

Men selvom fokus for mange formentlig ikke er rettet mod coronavirus, så findes virussen stadig. Den er faktisk på fremmarch i øjeblikket.

Torsdag var nemlig første gang i fire måneder at smitten steg. Det skyldes en ny og ekstremt smitsom variant af omikronvarianten, kaldet BA. 5. Den er nu landet i Danmark, og den har altså sparket døren ind for fulde gardiner.

Fredag har sundhedsminister Magnus Heunicke (S) derfor videregivet en ny vurdering fra Statens Serum Institut (SSI) om stigende coronasmitte i Danmark.

SSI forventer, at man i den kommende tid vil se en stigning af smittede og indlagte på landets sygehuse. Det er ikke som sådan den stigende smitte, som er problemet.

Det er derimod kapaciteten i det danske sundhedsvæsen, som fortsat bevæger sig på et skrøbeligt grundlag.

Derfor er der da heller ikke lutter optimisme at spore hos Joachim Hoffmann, der er overlæge i anæstesi og intensiv medicin på Svendborg Sygehus

»Worst case er, at vi ender i en endnu værre situation end den, vi stod i sidste vinter. Best case er, at der bliver lavet en solid plan for intensivafdelingerne lige nu, så vi ikke igen skal lukke samfundet i løbet af efteråret og vinteren,« siger Joachim Hoffmann til B.T.

Under sidste nedlukning var et af hovedargumenterne fra Regeringens side da også, at man grundet frygt for overbelastning af sundhedsvæsenet måtte lukke ned for at mindske smitten.

Selvom Regeringen har lovet at styrke sundhedsvæsenet frem mod den kommende vinter, så er der stadig lange ventelister og personalemangel flere steder.

Sundhedsvæsenets forfatning er rent faktisk kommet i værre forfatning siden sidste vinter, og dét bekymrer overlægen fra Svendborg Sygehus.

»Jeg er helt overbevist om, at det bliver værre end sidste år. Vi mangler stadig rigtig mange intensivsygeplejersker, og den generelle kapacitet i sundhedsvæsenet er meget presset,« siger Joachim Hoffmann Petersen.