Preben Elkjær stopper

Skrevet af Mathias Nielsen

11/01/2022
Foto: Henning Hjorth/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Hjorth/Ritzau Scanpix
Preben Elkjær stopper som formand.

Dagens topnyheder

Den tidligere fodboldlandsholdsspiller Preben Elkjær, 64,  har i to og et halvt år gjort virke som formand for DBUs landsholdskomité.

Denne er opgave er nu færdig med, og han stopper som formand.

Det skriver DBU ifølge Berlingske.

Landsholdskomiteen blev sat i verden i 2019 for at sikre, at dansk fodbold på både kvinde- og herresiden er internationalt konkurrencedygtig i forhold til blandt andet kompetencer og setup.

Preben Elkjær blev formand og har siddet i komiteen sammen med blandt andre den tidligere landsholdsback Lars Jacobsen, tidligere minister Lykke Friis og Allan Gaarde, forhenværende sportsdirektør i Superliga-klubben AaB.

“Jeg er stolt og glad for min tid som formand for landsholdskomiteen. Vi har arbejdet for at sikre de bedste rammer og muligheder for alle vores landshold, og vi er nået et godt stykke vej,” siger Preben Elkjær og tilføjer:

“Nu er det op til en ny formand og de øvrige medlemmer at arbejde for, at vores forskellige landshold fremadrettet udvikler sig og fortsat kan spille op med de allerbedste,” siger Preben Elkjær.

Der er endnu ikke nogen melding om, hvem den nye formand kommer til at blive. 

Foruden formandsposten, har Elkjær i flere år arbejdet som ekspert på TV3+ under dækningen af Champions League.

Komiteen har ifølge DBU blandt andet været med til at skabe sportslige forbedringer for kvindernes landshold.

Den er sat i verden for at bidrage som sparringspartner til DBU's administration, diskutere ideer, komme med deres egne ideer og være med til at sætte fokus på landsholdene, har fodbolddirektør Peter Møller tidligere sagt.

I sin aktive karriere nåede Preben Elkjær 69 landskampe med 38 mål til følge.

På klubplan er Elkjær især kendt for sin tid i italienske Hellas Verona, som han i 1985 på mirakuløs vis vandt det italienske mesterskab med.