Priserne på himmelflugt: "Det er en meget voldsom udvikling"

Skrevet af Mathias Nielsen

13/07/2022
Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix
Priserne har taget et gevaldigt hop op.

Dagens topnyheder

Mange danskere har lige nu sommerferie. Derfor er mange enten på ferie i Danmark eller udlandet. Sidstnævnte er noget, som mange danskere har savnet efter et par år med coronarestriktioner verden over.

Rejselysten har derfor ligget og hobet sig op, hvilket bestemt også kan ses på priserne. Desuden har den nuværende SAS-strejke også sat ild i priserne.

Det er altså ikke kun flyene, som er på himmelflugt. På bare to uger er priserne på de billigste afbudsrejser nemlig steget fra 1200 kroner til op mod 7000, fortæller rejsedirektør.

- Der er ikke mange afbudsrejser tilbage, og de koster langt mere, end jeg nogensinde har oplevet før, også selvom vi er midt i højsæsonen. Det er en meget voldsom udvikling, siger Ole Stouby, administrerende direktør hos Travelmarket til TV 2.

På Travelmarket, som sammenligner alle tilgængelige afbudsrejser på hele markedet, kunne en afbudsrejse til blandt andet Grækenland eller Tyrkiet købes for mellem 1200 og 2200 kroner i slutningen af uge 26, altså for knap 2 uger siden.

I dagene efter at SAS-strejken blev en realitet, steg prisen på de samme rejser til mellem 4- og 5.000 kroner. Men det er ikke stoppet her, for nu er prisen steget til op mellem 5000 og 7000 kroner for de absolut billigste afbudsrejser, man kan købe.

- Der er ingen tvivl om, at SAS-piloternes strejke har været afgørende for det rekordhøje prisniveau. Man har med andre ord virkelig gjort et godt køb i år, hvis man har været ude i god tid og skal rejse i uge 28 eller 29, siger Ole Stouby.

Vanen tro, så er det destinationer som Mallorca, Cypern og de græske øer Kreta og Rhodos, som er blevet revet væk og dermed har været med til at skyde priserne helt i vejret.

Hos Apollo må man melde stort set udsolgt af alle sommeres rejser, fortæller salgsdirektør Glenn Bisgaard.

- For nylig havde jeg en familie i røret, som var berørt af SAS-strejken og sagde, at de var villige til at rejse hvor som helst for at komme afsted. Det, vi kunne tilbyde dem på det tidspunkt, var en rejse til Dubai, som løb op i mere end 100.000 kroner for hele rejsen, og det er altså meget langt fra det almindelige, danske sommerrejsebudget, fortæller Glenn Bisgaard.