2026 starter ud med en frustrerende nyhed for mange.
Lige nu læser andre
Prisstigninger på kollektiv transport plejer sjældent at give anledning til jubeldans på perronen, og januar næste år ser ud til at fortsætte traditionen.
DOT-samarbejdet – med Movia, DSB, Metroselskabet og Letbanen ombord – gør klar til at justere billetpriserne, og især pensionisterne må spænde bæltet et ekstra hul.
Stigende udgifter til drift og energi er af DOT udpeget som årsag til reguleringen, som dog holdes inden for et loft på omkring én procent, fastsat af Trafikstyrelsen.
Det skriver Presse-fotos.dk.
Ifølge Movias kommercielle direktør Stine Sander handler det om at få økonomien til at hænge sammen samtidig med, at der investeres i mere gnidningsfri rejser og bedre digitale løsninger. Hun formulerer hovedpointen således:
Læs også
“Vi ved, at vores kunder først og fremmest ønsker, at det skal være nemt at komme rundt og til en fair pris”.
De ældre skal punge ud
Mindre “fair” bliver oplevelsen dog for brugere af pensionistkort, hvor justeringerne mærkes mest. Tre-zoners kort med tre måneders gyldighed hopper 20 kroner opad, kort til én storzone stiger 30 kroner, to storzoner får et nøk på 40 kroner, mens adgang til hele DOT-området kræver 60 kroner ekstra.
For trofaste rejseheste blandt pensionisterne kan det hurtigt mærkes i budgettet – især i et år, hvor mange allerede kæmper med dyrere mad, bolig og brændstof.
Prisstigningerne varierer på tværs af billettyperne, men store chok er der ikke tale om. På enkeltbilletter bliver 4, 5 og 6 zoner 2 kroner dyrere, mens resten forbliver uændrede.
Rejsekort rammes på samme måde, hvor de længste rejser får et lille tillæg. Pendlerkort stiger mellem 5 og 25 kroner, alt efter zoneantal, Pendler20 får en regulering på 10-35 kroner, og Plustur hæver fra 27 til 28 kroner. Citypass og eventbilletter slipper uden ændringer.