Rejsevejledninger ændres for hele verden

Skrevet af Jakob A. Overgaard

07/03/2020
Ændringer i rejsevejledningerne har gjort, at man skal udvise påpasselighed uanset hvor man rejser i verden. Foto: Shutterstock
Ændringer i rejsevejledningerne har gjort, at man skal udvise påpasselighed uanset hvor man rejser i verden. Foto: Shutterstock
Udenrigsministeriet ændrer du deres rejsevejledning til at gælde hele verden. Uanset hvor du skal hen, så skal du tage dine forholdsregler i forhold til coronavirus.

Dagens topnyheder

Skal du ud og rejse, skal du være opmærksom på Udenrigsministeriets rejsevejledninger. Sikkerhedsniveauet i hele verden er hævet, så du som minimum skal være forsigtig i udlandet. Det oplyser Udenrigsministeriet fredag aften. Uanset hvor du skal hen, så er sikkerhedsniveauet som minimum hævet til gult.

Det betyder ikke, at du frarådes at rejse, men der manes til forsigtighed, uanset hvor du skal hen.

I en pressemeddelelse skriver ministeriet, at forsigtigheden skal udvises for at forebygge smitte i Danmark. Uanset hvor man rejser hen, vil man kunne udsættes for smittefare, ligesom man kan havne i situationer, hvor man risikerer karantæne eller på anden måde ændringer i sine rejseplaner.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man bliver hjemme i 14 dage, når man kommer hjem, hvis man har rejst til et af de lande, som er markeret med rød eller orange.

Foreløbig er det kun Hubei-provinsen i Kina, der er markeret som rød.

Alle unødvendige rejser frarådes til orange områder, som inkluderer de italienske regioner Emilia-Romagna, Lombardiet, Piemonte og Veneto samt resten af Kina, Iran samt byen Daegu og provinsen Gyeongbuk i Sydkorea.

Den gule markering i sikkerhedsniveau betyder, at man skal tjekke rejsevejledningen til det land, man rejser til eller igennem. Man skal holde sig opdateret via de lokale myndigheder om smitteforhold, og man skal selvfølgelig have styr på sin rejseforsikring.

Det anbefales også, at man downloader app'en Rejseklar og tilmelder sig danskerlisten.

Se rejsevejledningerne her.

TV2 Nyheder

Dagens mest populære fra TV2 Nyheder i dag.