Rektor politianmeldt i voldtægtssag

Mathias Nielsen

113 uger siden

|

09/09/2022
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Rektor på Sorø Akademi er torsdag blevet politianmeldt af forsvarsadvokat Julie Stage, som repræsenterer en hjemsendt elev fra Sorø Akademi i en voldtægtssag.

Dagens topnyheder

Der er lige nu rigeligt at se til for Kristian Jacobsen, som er rektor på Sorø Akademi. Han er nemlig presset på flere fronter. For det første kører der en sag om tøven med hensyn til at politianmelde en sag om voldtægt sidste år.

Her har rektoren været under verbal beskyldning i en stor klagesag i Børne- og Ungdomsministeriet og som vidne i, hvad der udviklede sig til en voldtægtssag mod den nu bortviste elev.

Nu bliver Kristian Jacobsen så også mål for politiets undersøgelser af ham for potentielle overtrædelser af straffeloven i forbindelse med voldtægtssagen. Torsdag blev rektoren således anmeldt til Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi.

Det oplyser anmelderen, advokat Julie Stage, som er forsvarer for den unge, nu hjemsendte 19-årige elev, der er sigtet i voldtægtssagen, og som hun mener blev stillet dårligere i voldtægtssagen på grund af rektorens autonome konfliktmægling med de to elever i efteråret 2021, og samtaler, der lignede afhøringer og en form for efterforskning.

- Jeg kan bekræfte, at jeg har indgivet en politianmeldelse af rektor på Sorø Akademi. Det har jeg, fordi jeg har begrundet mistanke om, at rektor har foretaget en sådan tilsidesættelse af sin underretningspligt i forhold til serviceloven, at han har gjort sig skyldig i overtrædelse af straffeloven, siger Julie Stage ifølge Ekstra Bladet.

Konkret mener Julie Stage, at Kristian Jacobsen foruden at have tilsidesat sin underretningspligt, også har gjort sig skyldig i ulovlig tvang, men vil ikke uddybe de nærmere omstændigheder omkring dette.

Politiinspektør hos Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi, Kim Kliver, bekræfter, at man har modtaget anmeldelsen mod akademiets rektor, og at der derfor nu bliver sat gang i en efterforskning af sagen.