Rørt TV 2-vært hylder kæresten: “Jeg er så stolt”

Skrevet af Julie Møller

27/04/2021
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
“Jeg er så stolt og rørt over at se dig være tilbage,” skriver TV 2-værten.

Dagens topnyheder

Lørdag kunne TV 2-sportens vært Stine Bjerre Mortensen overvære, at hendes mand, Casper U. Mortensen, var tilbage på håndboldbanen.

Siden november sidste år har en knæskade holdt ham ude. Men lørdag gjorde han comeback for sin spanske klub FC Barcelona.

Comebacket har fået Stine Bjerre Mortensen til at lave et opslag, der hylder Casper U. Mortensen.

“Smilet efter et stærkt comeback er helt uvurderligt. For 5,5 måned siden blev du endnu en gang sendt til tælling. Det gjorde ondt, men du rejste dig og knoklede røven ud af bukserne. Igen. Din mentale styrke er unik, og jeg er så stolt og rørt over at se dig være tilbage. Du fortjener det,” skriver Stine Bjerre Mortensen til opslaget, som du kan se herunder:

En festdag

Casper U. Mortensen fik lov til at gøre comeback i en kamp, hvor han sammen med resten af mandskabet hos FC Barcelona vandt 39-22 over Villa de Aranda. 

Han lægger ikke skjul på, at det var en stor dag for ham.

“Det var fantastisk at være tilbage. Kroppen og knæet har det godt, så det er en kæmpestor dag for mig. Jeg er glad for, jeg igen er tilbage på gulvet med mine holdkammerater i Barcelona. Så en kæmpe oplevelse for mig,” fortæller han til TV 2.

Om Casper U. Mortensen rejser til OL i Toyko til sommer, er ikke klart endnu. Men han vil gøre sit bedste for at blive en del af det danske landshold ved de olympiske lege, og det starter i klubben i Spanien.

“Nu er planen at holde topniveauet hver eneste kamp og træning resten af sæsonen for min klub her i Barcelona. Og det er lige nu det vigtigste for mig. For hvis man ikke præsterer for sin klub, kan man heller ikke være med på landsholdet,” slår han fast.