Nu er det afsløret, hvem i den royale familie der skal løbe hvor ved årets Royal Run.
Lige nu læser andre
Fem værtsbyer. Tre kongelige deltagere. Én stor folkefest i kondisko. For første gang samles over 100.000 deltagere til Royal Run, når Ringkøbing, Randers, Middelfart, Helsingør og København/Frederiksberg den 25. maj lægger gader og stræder til Royal Run ’26.
Startskuddet til det største Royal Run nogensinde går i Randers, når Hans Majestæt for ottende gang snører kondiskoene og sætter folkefesten i gang. Kongen fortsætter herefter til Middelfart, hvorefter København/Frederiksberg bliver slutdestinationen.
Dronningen deltager i motionsfesten i Helsingør, mens Ringkøbing får deltagelse af Kronprinsen, som fortsætter sit aktive engagement i Royal Run.
De kongeliges deltagelse i Royal Run ’26:
- H.M. Kongen sætter Royal Run i gang i Randers
- H.K.H. Kronprinsen deltager i Royal Run i Ringkøbing
- H.M. Kongen deltager i Royal Run i Middelfart
- H.M. Dronningen deltager i Royal Run i Helsingør
- H.M. Kongen deltager i Royal Run i København/Frederiksberg
Hos arrangørerne af Royal Run ser man frem til endnu en dag, hvor Danmark bevæger sig sammen.
Læs også
”Vi glæder os til sammen med værtsbyerne at skabe endnu en stor oplevelse for deltagerne i et historisk stort Royal Run. Motionsfesten 2. pinsedag har på kort tid etablereret sig som et samlingspunkt, der binder byer og generationer sammen. Den kongelige deltagelse i værtsbyerne er med til at understøtte denne unikke begivenhed,” siger Jens Otto Størup, administrerende direktør i DGI og med i Royal Runs styregruppe
Morten Mølholm, administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund og ligeledes med i Royal Runs styregruppe, tilføjer:
”Royal Run er en folkefest, hvor fællesskabet fylder mere end formen. Hver tredje tilmeldte deltager er med i et motionsløb for allerførste gang, og det viser, at Royal Run er for alle. Det er netop den brede deltagelse, der år efter år er med til at skabe en festlig dag,” siger Morten Mølholm.